Sider

mandag den 26. september 2011

Jeg søger regnbue-stof! Bambi og Klump byttes...

Jeg er kommet på en større opgave: Genskab regnbuen i alle dens flotte farver.
Derfor søger jeg hjælp!! Jeg mangler nemlig stof. I massevis. Det er til gengæld kun i små stykker - ned til 6 x 6 cm.
Ligger du inde med små stofstykker i klare farver - i rød, orange, gul, grøn, lilla og blå farver, som du kan undvære, så sig endelig til.
Ensfarvede eller bali-stoffer er at foretrække, da det nok skal blive spraglet nok, uden alt for meget farvespil på de enkelte stofstykker... Om stoffet er nyt eller gammelt er jeg derimod helt ligeglad med :-)

  Billederne er lånt her

 Jeg er selvfølgelig villig til at betale for stof og porto - eller bytte med tilsvarende.
 Blandt andet ligger jeg inde med de disse to - søde Bambi og glade Rasmus Klump (som desværre er kommet lidt på tværs her fra morgenstunden...) Begge er i meget flot stand.
Derudover en masse stoffer med skønne zoo-dyr, storblomstret retro og en masse andre ting og sager :-)




Jeg kan desværre ikke gå meget mere i detaljer med det egentlige projekt, for det er lidt en hemmelighed, men jeg lover at fremvise, når det hele er færdigt!
  


søndag den 25. september 2011

Opdatering på foldeprojekt

Sidste søndag skrev jeg om de mange kaffeposestykker på mit bord. Nu er projektet kommet et stykke længere, som billederne viser. Jeg er nemlig i fuld gang med at sy sammen.
Imidlertid syntes jeg ikke helt, at der var så mange stykker, som jeg gerne ville have, men havde brugt hele samlingen. Men så slog kantinedamerne til igen! Jeg troede ellers, at de var gået helt over til de nye, fine røde poser, men der var lige fem ekstra, brune poser med i fredagens leverance af fine poser.

Nu ligger de sidste, brune poser klar til vask. Er lidt i tvivl om, hvorvidt det er nok til en ring - men prøves skal det.

torsdag den 22. september 2011

Jamen dog altså, tak :-)

Trods min korte tid i blogland er jeg mange gange stødt på folk, der modtager awards for deres flotte blogs.
Men jeg havde da ikke drømt om, at det også kunne ske for mig! Jeg troede, at det kun var til de erfarne...

Tusind tak til Flet og sjov for at tænke på mig. Det varmer :-)
Hermed er der opfyldt første regel, nemlig at takke tilbage og linke.

Dernæst kommer så at give awarden videre til otte andre blogs, som man har opdaget for nylig.
Jeg er knap så erfaren i blogland, så jeg nøjes med fire. Til gengæld er de stjerner!
1. http://www.genbrugblirguld.blogspot.com/ Jeg bliver altid så glad af at læse om Helenes mange projekter. Jeg har hende mistænkt for at have en flettemaskine til tasker i baglokalet - ellers kan man da ikke være så hurtig til at flette OG samtidig have et liv ved siden af ;-)
2. http://www.strikkelas.blogspot.com/ En ny blogger lige som mig selv. Ville have elsket at have vundet den smukke ugle-taske hun lige har udloddet, men ak! Den var så fin - og gik til en anden heldig blogger.
3. http://www.retfravrangen.blogspot.com/ En lækker blog med det skønneste, uhøjtidelige sprog, der får mig til at grine. Og så elsker jeg hendes top fem. Nå ja, og så er hendes kreative evner skruet helt rigtigt sammen.
4. http://www.nullergojen.blogspot.com/ Blog om livet med børn, deres sjove påfund og en masse krea. Oser af hygge, omsorg og kærlighed.


Fortælle otte ting om mig selv, jeg vil dele med andre.
- Jeg hader at stå tidligt op. Især når jeg som nu har bad i kælderen, hvor man skal udenfor midt om natten i mørket (kl. cirka seks) for at komme under bruseren.
- Jeg er på slikafvænning, men det går ikke særlig godt.
- Jeg fråser i sjove ord og vendinger, især når folk ufrivilligt kikser i dem. F.eks. vores nye nabo-restaurant, der hedder "Go Away".
- Jeg har spillet kirkeorgel tilbage i min "vilde ungdom". Det var ikke særlig hipt, men det er en god historie nu...
- Jeg har svært ved at komme på otte ting.
- Jeg elsker, elsker, elsker min Weekendavisen og er panisk bange for, at den en dag ikke længere vil udkomme på tryk, men i stedet gå over til noget digitalt pjat. Det vil aldrig blive det samme.
- Min kæreste har bedt mig om at rydde ud og op i vores klædeskab, fordi det er fyldt med stof. Men alligevel kom jeg til at købe noget nyt den anden dag.
- Jeg glæder mig, som var jeg et lille barn, til at jeg snart skal ud og prøve brudekjoler. HURRA!

tirsdag den 20. september 2011

Så skal der strikkes

Til min fødselsdag i lørdags fik jeg mange skønne ting. Bagebog og hævekar, skønhedsprodukter, læsestof, pung og meget mere. Og så disse - mine første Knit Pro. Pindene er størrelse 3,5 og wiren 60 cm - glæder mig så meget til at prøve dem af!

søndag den 18. september 2011

Kaffe for alle pengene

Sådan ser mit sofabord ud lige nu. Beklager billedkvaliteten, men det er taget med mobilen.
Jeg har ikke styr på, hvor mange stykker kaffeposer, der er. Men det er mange!

Tidligere har jeg foldet og samlet rækkerne samtidig. Men denne gang har jeg valg at folde alle, før jeg samler - for at prøve at få et mere "designet" look til sidst. Hmm, ved ikke, om det lykkes. Men det skal prøves...


Så er der fundet en vinder!

Min give away sluttede jo egentlig i fredags. Men på grund af valget trak arbejdsdagen ud i det sene - og skubbede derfor både trækning af give away og fødselsdags fejring til lørdag. Og hvor blev jeg dog fejret :-) (Mere om det senere).
Men NU kan den ikke trækkes længere - jeg har fundet en vinder af min give away.
Og den heldige er - dada dada: Stine, der har bloggen Stines kreative tanker. Vil du sende mig din adresse, så jeg kan sende dig dette:


Tusind tak til alle jer, der deltog. 41 deltagere med i alt 98 lodder - det er jeg glad og stolt over.

torsdag den 15. september 2011

lidt nyt i butikken

Så fik jeg lige gennemgået gemmerne og fandt et ekstra færdigt tæppe. Det er nu lagt i butikken - sammen med et par andre hæklede kludetæpper.
Tæpperne er hæklet af strimler af lagner og dynebetræk og har en diameter på omkring en meter. Skriv, hvis du vil vide mere eller se flere fotos.

onsdag den 14. september 2011

Havfruen er klar til at springe ud i det blå

Så er mit havfruesjal langt om længe færdigt. Og jeg må sige, at jeg er rigtig godt tilfreds med det og glæder mig til at tage det i brug, når efterårsstormene rusker og kulden kommer krybende. Det er ikke vildt stort i forhold til nogle af de øvrige sjaler, jeg har lavet, men det er virkelig dejlig varmt.

Opskriften er købt for en 20'er og jeg må sige, at jeg er dybt ærgerlig over, at nogen vil være bekendt at tage penge for sådan noget makværk. Jeg fattede intet af den - og måtte i stedet trække godt og grundigt på De hjælpsomme Rokkere, før jeg kom i gang. Her kunne jeg så også konstatere, at selv nogle af de meget erfarne damer derinde havde haft probemer - det var altså ikke kun mig, der var langsom...
Da jeg så først forstod de to rækker, der gentages, var selve sjalet slet ikke spor svært, synes jeg. Faktisk meget velegnet til "snakke-sjal" eller "tv-hækling", om man vil.




Intet nyt - Stadig lukket

Var alligevel et smut i 'Nordværst'-kvarteret i dag - og tænkte, at jeg lige ville se, om der var noget nyt omkring Tekstillageret. Men ud over, at nogle af de tidligere sedler på døren var røget eller taget af, så var der stadig låst og lukket. intet så ud til at være ændret overhovedet. Samme ting i vinduerne og alt så ud som sidst. Mystisk.

mandag den 12. september 2011

Selvfølgelig er der hjælp på nettet - slut med vliesofix på strygebrættet

Sidste uge var der vliesofix på strygebrættet. Dumt dumt, når man nu burde vide, at der selvfølgeilg er hjælp at hente på nettet! Hvis man ikke kan finde det, er det, fordi man ikke har ledt godt nok...

Så her er det. Patchwork Hannes fine forklaring på, hvordan man undgår at dumme sig:
http://www.youtube.com/watch?v=G7qbH7aihqQ
kort fortalt handler det om at klippe sit mønster ud i vliesofixen og så stryge det på stoffet (der ikke er klippet ud). Og husk at lægge et stykke stof mellem stof, vliesofix - og strygejernet...

søndag den 11. september 2011

Snart sidste chance for sjalet

Så er der under en uge tilbage. Tak, tak, tak til alle jer, der allerede har kommenteret, meldt jer som faste læsere og endda også linket til min første give away.
Nu er der kort tid tilbage - jeg håber at nå at trække den heldige vinder ved midnat den 16. september, hvor jeg også fylder år. Dog tages der allerede nu det forbehold, at den bliver trukket til lørdag morgen - for jeg har fået en tidlig gave af chefen, nemlig en maraton-arbejdsdag på grund af valget!
Heldigvis er det tiltrængt og om noget forjent weekend lige bagefter, så mon ikke jeg når at blive fejret alligevel? Ellers har jeg i hvert fald allerede nu en fejring i gang på grund af de mange læsere, der hver dag kigger forbi. Det gør mig så glad! :-)

lørdag den 10. september 2011

Bamser i flere farver

Forleden fandt jeg dette sengesæt i gult. I forvejen havde jeg både et med blå og et med grønne bamser liggende i det efterhånden bugnende stoflager - og så måtte de gule naturligvis også med hjem... Det fik mig til at tænke over, om nogen kender bamsernes historie? Og er der flere farver?

tirsdag den 6. september 2011

Og den er røøød!

På min vej igennem kantinen i dag, spottede jeg pludselig, at der nu ikke længere lå de brune kaffeposer, som jeg ellers plejer at tuske mig til til at flette tasker af. (se her hvordan de plejer at se ud og her, hvad de kan blive til).
I stedet var de skiftet ud med de klareste røde sager. Faktisk så røde, at mit mobilkamera slet ikke kunne klare at tage fotos af det. Derfor blev det dette hapsede foto fra koncernens eget site:

De ligner meget, men ikke helt. På "mine" står der nemlig også "professionel" og Merrild-logoet er større.
Er de ikke flotte? Nu mangler jeg bare, at kollegerne drikke en masse kaffe (det skal nok ske her i valgkampen, hvor vi er her til sent...), så kan jeg komme i gang med at flette! :-)

Hvad man ikke skal gøre med vliesofix

Hmm, skulle lege med vliesofix for første gang i aftes. Super smart, at det kan klistre på begge sider, når man skal applikere noget på en bamse. Men det var så også det, der viste sig at være lidt farligt...

For selv om jeg syntes, at jeg var forsigtig og alting, så endte det alligevel med, at jeg fik klistret både strygejern og strygebrædt eftertrykkeligt ind i vliesofix'en! Det var jo små stykker stof, der skulle bruges, så jeg troede, at jeg bare kunne nøjes med at klistre små ting. Men varmen fra strygejernet aktiverede i stedet et stort stykke klister - og det endte så ud over det hele. Altså!

Men så lærte jeg da også det.... (håber jeg!)
Hvordan gør I, når I roder med det stads?
Blev lidt rasende på mig selv, så fik slet ikke taget fotos. Derfor bringes i stedet et ganske fint, ældre strygejern ;-)

søndag den 4. september 2011

Ny taskeprøve i blå

Jeg har i et stykke tid ledt efter et godt mønster til en ny taske, for jeg begynder efterhånden at have svært ved at overbevise mig selv om, at den gamle kun er "rustikt slidt".
I går aftes fandt jeg så mønstret på denne taske hos http://www.lulalouise.com/ - og måtte straks prøve af, om det ville blive, som jeg gerne ville have det.
Resultatet blev denne test-taske. Det stof, jeg liiige havde ved hånden, var mørklægningsgardin og et gammel lagen :-)

Tasken er rigtig fin i størrelsen, men hanken skal være betydelig længere, så jeg kan have den over skulderen, når jeg cykler.

Tasken er vendbar - skal dog lige finde ud af, om jeg ikke hellere vil have et par indvendige lommer frem for den finesse.

Fordi det bare er en prøve, har jeg ikke været omhyggelig med at stryge syninger og sådan. Men den er nu fin alligevel...

Lilla babytæppe færdigt

Dette lilla tæppe blev færdigt i dag, efter at have ligget i et stykke tid og bare ventet på at blive quiltet.
Det er desværre langt fra så vellykket, som jeg gerne ville have. Så nu skal jeg lige spadsere rundt og kigge på det lidt tid, før jeg finder ud af, om jeg vil være bekendt at give det væk...

Det er dog ikke helt mislykket arbejde. Jeg bliver glad af at kigge på farverne :-)



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover