Sider

onsdag den 30. november 2011

Hurtig adventskrans

Bedre sent end aldrig kommer husets adventskrans lige til skue. Desværre med dårlige fotos - for jeg må konstatere, at jeg faktisk aldrig er hjemme, når det er lyst i øjeblikket.
Løsningen i år blev en af de hurtigste, jeg nogensinde har lavet. Det skyldtes ikke egentlig mangel på tid, for den stod færdig i over en uge, før den skulle i brug. Jeg syntes dog bare, at der var brug for noget andet end den traditionelle grankrans.
Der har dog heldigvis været til til at sætte ild i adventskransen i søndags; det giver nu en god hygge. :-)

tirsdag den 22. november 2011

Rumper til komedie

Her er, hvad jeg har hygget mig med i weekenden... Nissenumser! De er så sjove, så hyggelige og sørme også forholdsvis hurtige - lige noget for mig!
"Opskriften" har jeg fundet her i blogland (link følger til diy, jeg har det bare ikke lige i skrivende stund) - og heldigvis fandt jeg hurtigt nylonstrømper og vat frem fra gemmerne, så jeg kunne komme i gang med det samme.
Nu er der otte små syltetøjsglas fyldt med "syltede nissenummer" fra "1.klasses danske øko-rumpenisser". Med i glassene (som jeg fremviser en af de kommende dage, når de er helt færdige) er både kanel, stjerneanis og andre fine, pyntende krydderier. Glassene skal bruges som humørfyldt værtindegave til de mange december-arrangementer - ihh, hvor er jeg endda i god tid :-)

onsdag den 16. november 2011

Kender du den fiskende dreng?


For nylig fik jeg fat i dette stykke skønne betræk til juniordyner. Jeg ved, at jeg har set det magen til et eller andet sted i blogland - men hvor er den fiskende dreng fra? Er der nogen, der kender hans historie?



Har prøvet mange gange nu at lægge billedet ind - men blogspot insisterer altså på, at det skal lægges på siden...
Umiddelbart vælter jeg mig ikke i projekter, der er rettet direkte mod ham og den læsende pige. Så står du og mangler, så bytter jeg gerne, hvis du ligger inde med noget godt...



Farverne er gode og klare - det er vist ikke blevet brugt særlig meget...

tirsdag den 15. november 2011

Intet nyt desværre

Det er efterhånden et par dage siden, jeg var forbi. Men vil alligevel lige opdatere - at der stadig ikke er noget nyt hos Tekstillageret på Frederikssundsvej.

Stadig samme skilt som sidst i vinduet - lukket. Ingen forklaring, hverken på web eller i døren. Jeg fatter det altså ikke rigtigt...
Som jeg har skrevet før, så plejer det at være sådan, at hvis man er syg, så skriver man det på en seddel. Hvis man er gået konkurs, så må der være en kurator, der har en interesse i at få gjort boet op - og dermed også holde en slags ophørsudsalg, skaffe sig af med udgifterne til husleje og lignende.
Det er nu tre og en halv måned siden, at jeg skrev om det første gang. Der må da ske noget på et eller andet tidspunkt??

søndag den 13. november 2011

Lagt op til at ligge ned

Forleden lagde jeg op til, at en baby snart kan komme til at ligge godt og varmt. Jeg er ret tosset med de lilla farver - men var også bange for, at det skulle blive for ferskt. Der har de store bogstaver i orange, pink og røde farver en god funktion - de tilføjer lidt spræl.

Størstedelen af felterne er genbrugsstykker fundet rundt omkring. Men cupcakes, de ensfarvede felter samt bogstaverne er nye og giver lige lidt ekstra, synes jeg.

Det hele blev lagt op i den del af dagen, hvor det er mørkt. Svært at nå andet, synes jeg. Alligevel tager jeg altid fotos af tingene, når jeg er næsten-tilfreds. Det kan ind imellem være nemmere at overskue alle felterne, når man ser dem på den lille kameraskærm, frem for at være spredt ud over hele gulvet.

I dag, søndag, skal det forhåbentlig en tur i symaskinen det hele - og så ligger en lækker lilla fleece klar til at agere støtte, varme og bagside til tæppet.

torsdag den 10. november 2011

Taskestrimler i lange baner

Som jeg skrev i går, så havde jeg hele kaffepose-samlingen med i sommerhus. Det blev desværre bare ikke til nogen færdige tasker - for planen er, at de skal være forholdsvis store. Nu ligger de i stedet foldet fint i lange strimler og venter på, at kantinedamerne får samlet flere røde og brun/sorte poser sammen til mig :-)

Her den første og største samling af rene, røde poser, dog med små hvide indslag rundt omkring.  Klart dem, jeg havde flest af.

Den næste samling er lavet af de samme røde Merrild Professionel-poser, her har jeg bare samlet de, der har haft tekst og/eller streg på.
De brune poser her er jeg ret vild med - desværre er billedet lidt mørkt. Det er kakao-poser, flere steder med lidt guldskrift på det brun/sorte.
Jeg kunnne ikke lade være med at kigge de alternative muligheder for taskerne udseende. De kunne nemlig også være endt med disse udtryk, hvis jeg bare havde vendt leddene om. Hvad synes du? Er de øverste (her over denne tekst) eller de nederste (herunder) bedst? Der er i hvert fald markante forskelle, synes jeg:

onsdag den 9. november 2011

Trip, trap, taske

Hvis der var noget, tiden gik med i sommerhuset, var det flettede tasker af kaffeposer. Jeg havde hele samlingen af Kantinedamernes fine donationer med, så der var rigeligt at tage fat på.
Ofte, når jeg folder, laver jeg en masse led, før jeg sætter dem sammen. Det giver bedre overblik, synes jeg. Hidtil har det krævet indtil flere tunge bøger eller klemmer, eller hvad-der-nu-lige-er-ved-hånden-udstyr, til at holde leddene sammen, så de ikke folder ud og skal foldes igen-igen. Men i sommerhuset fandt jeg det bedste trick:
Et Trip-Trap (i hvert fald den stil) bord. Hullerne i bordet passede, som var de lavet til Merrild-poserne - og det var simpelthen bare så lækkert at kunne sidde og flette med godt overblik!
Nu skal jeg bare lige have fundet ud af, hvordan jeg får plads til sådan et bord herhjemme i den to-værelses. Det kan jo klappes sammen, men plads er virkelig en mangelvare...
Og jo, jeg skal nok vise, hvad der kom ud af det....

mandag den 7. november 2011

Hits fra genbrugserne i Odsherred

Normalt skal der meget til, hvis jeg på vores ferier skal snige shoppetid ind, for er der noget, kæresten ikke gider, så er det shopping! Men i løbet af sidste uge lykkedes det at få en hel formiddag for mig selv i Nykøbing Sjælland - og de er godt nok heldige, når det gælder genbrugsbutik-muligheder! Hele fire butikker inden for det, man i gamle dage ville have kaldt spytklat-afstand. Og alle med fin og hyggelig betjening og pæne varer.
Her er, hvad jeg hapsede med. Forsøgte at begrænse mig mest muligt, så det er primært hovedpudebetræk. Dertil kommer, at jeg bevidst gik efter de ensfarvede - de skal nemlig bruges i dette projekt...

søndag den 6. november 2011

Gang i den igen

Der har været alt for stille på bloggen alt for længe, øv.
Årsagen er dog den glade, at der har været gang i den virkelige verdens trummerum - også den af den særlige ferieslags, hvor vi havde os nogle dage langt væk de mange c'ere i vores hverdag: Computere, civilisation og "(c) fodbold"...
Det betyder for vores vedkommende lækker luksus i lånt sommerhus UDEN tv og MED masser af tid til læsning, madlavning, gåture og krea foran buldrende brændeovn. Det er noget, der kan få bækken til at flyde over af glæde, skal jeg hilse at sige :-)
De kommende dage vil jeg vise lidt af resultaterne. Her i dag lige et hurtigt et for at fejre, at hverdagen snart er tilbage (hvis jeg spreder positiv hype nok om det, kan det jo være, at november-mandag morgen kl. 6 viser sig fra en overraskende positiv side, hmm....)

En færdig flagranke, selvfølgelig efter Karens opskrift. Ellers blev der flettet kaffeposer til tasker og så småt startet på endnu et kæmpe projekt - men mere om det de kommende par dage... Ihh, hvor har jeg savnet blogland - og hvor er der meget at fortælle :-)
Og så kan jeg efter en slags forsøgsoprydning konstatere, at det må være slut med nye projekter i lang-lang-lang tid fremover. Der er alt alt for meget, der skal sluttes først!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover