Sider

fredag den 29. juni 2012

Nyt projekt undervejs

Lidt nyt og rødt er kommet på nålen. Umiddelbart er jeg ikke tosset med selve det at hækle det, kan dog ikke helt forklare hvorfor. Men jeg regner med at blive rigtig glad for resultatet - og det trækker nok til at få mig videre...
God ferie til de, der har. Jeg selv har netop fået - men desværre kun en enkelt uge i denne omgang.

torsdag den 21. juni 2012

Fristet over evne

Det er ikke hobbyideer, projekter os udstyr, jeg mangler. Tværtimod!
I stedet mangler jeg plads - og tid. Så at bruge fritid på at kigge i genbrugser frem for at tage hjem og realisere nogle af ideerne er faktisk temmelig dumt. Meeen det er jo så hyggeligt liiige at kigge!!!
I dag blev jeg fristet over evne af denne kæmpe pose broderigarn. Jeg har ikke broderet, siden min alder kunne tælles på to hænder, men blogland viser jo så mange smukke sager frem, at lysten har genfundet sig.
Så disse 45 fed i grønne og blå nuancer er kommet med i tasken. Noget af en samling at starte med! Men forhåbentlig bliver de snart konverteret til rigtige sager og projekter - frem for bare at ende som mine mange ufoer i bunkerne derhjemme...

søndag den 10. juni 2012

Regnbuen del 1

Som lovet i sidste uge, vil jeg gerne fortælle mere om mit hidtil største projekt, Regnbuen til min elskede.
For søren da, det har været noget af en omgang. Især fordi jeg lige siden august har holdt det hemmeligt for ham - og derfor kun har syet, når han har været ude af syne...

Starten gik i august sidste år, da jeg fandt mønstret hos hende her: hollandske Lis Boes Varkevisser. For søren, hun laver mange flotte ting! Jeg havde i forvejen drømt noget om regnbuen, og faldt med det samme for hendes skønne mønster.

Så begyndte indsamlingen af stof. Og med stof mener jeg meget stof! For at skabe regnbue-effekten skulle der selvfølgelig bruges stofstykker i alle de 24 farvenuancer, som farvecirklen opererer med. (i hvert fald denne farvecirkel...)

Derudover skulle der bruges mange forskellige stofstykker. Som max har jeg brugt 16 af samme stof - nogle helt ned til to af hver!! Og med over 2200 firkanter i alt, så er det altså mange forskellige stoffer! Så i gang gik den vilde jagt i genbrugser, hos veninder og i blogland. Tak til alle jer, der har hjulpet! I ved selv, hvem I er. Men af frygt for at glemme bare en enkelt, vil jeg ikke nævne navne.

Mængden af indkøbt stof var ret massiv i efteråret. Så stof, at jeg følte, at jeg måtte gemme en hel del af det for kæresten - for hvad skulle jeg lige sige, at jeg skulle bruge det til?
Men for, at I kan få bare en lille fornemmelse af omfanget, så se her, her, her og her. Dertil kommer de mange småfund og småkøb, som jeg ikke har fået skrevet ind her af bare skam over mine storkøb... En god beslutning var at købe disse rigtige patchworkstoffer i samling. De hjalp meget på bestanden - og jeg glæder mig meget til at bruge resterne engang hen over sommeren!

Jeg ligger nu inde med et ret imponerende lager af stoffer, som jeg glæder mig meget til at kaste mig over. Der er stykker i alle størrelser, former og tryk. Uhh, det kribler i fingrene! Men projekterne må gerne være af lidt mere overkommelig størrelse de kommende måneder....


lørdag den 9. juni 2012

I anledning af noget kamp...

I anledning af alt det spændende i Ukraine - og en aldeles nervøs mand ved min side - bliver der i dag arbejdet i rød-hvide kaffeposer. Lidt roligan er man vel... ;)

søndag den 3. juni 2012

Over regnbuen til min elskede

Her er det så, det helt igennem kæmpe projekt, som jeg har arbejdet på siden august sidste år og som heldigvis nåede at blive færdigt til tiden. Jeg har glædet mig meget til at vise frem, for det har godt nok fyldt meget i min hverdag!!
Tæppet er 2,1 meter langt og 1,65 i bredden. Altså stort! Det hele er syet i hånden, bortset fra quiltningen, som jeg har betalt mig fra. Årsagen var, at det skulle være transportabelt arbejde, så jeg kunne udnytte mine daglige 2 x 45 minutters togture optimalt.
Der er 2200 firkanter i størrelse 4 x 4 cm. Dertil kommer antallet af stjerner.
Min kæreste, nu mand, nåede aldrig at opdage, hvad jeg havde gang i, så det blev heldigvis den overraskelse, jeg havde håbet.
I morgen kommer flere detaljer om processen i projektet.
regnbue tæppe patchwork

fredag den 1. juni 2012

Ooooog: Jeg er tilbage!

Puha. Det var ikke lige SÅ lang en pause, jeg havde tiltænkt mig fra bloggeriet. Men tiden gik og travlheden tog til - og pludselig var der gået præcis fire måneder.

Men nu er jeg tilbage! Og her i weekenden løfter jeg sløret for den væsentligste del af årsagen til mit fravær - nemlig indholdet af Det Store Projekt, som jeg har teaset til siden august sidste år. Jeg er nemlig færdig med at jagte regnbuen, og nu glæder jeg mig meget til at vise frem!

Og så lige en stor tak til alle jer, der ikke har mistet troen på, at jeg kom tilbage og derfor har været forbi trods pausen. Jeg har savnet blogland (men har ofte været på besøg hos jer andre) og glæder mig såmænd også til at vise Afrikanske Blomster frem (inkl. DIY) samt servietter fra det nyligt overståede bryllupskalas.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover