Sider

onsdag den 23. januar 2013

Lidt på vej med resterne

For nogle måneder siden efterspurgte jeg gode ideer til, hvad jeg kunne stille op med alle disse rester. Næsten 500 små firkanter, der blev til overs fra det stoooore tæppeprojekt, men som jeg ikke kunne nænne at smide ud.
Nu har jeg fulgt opfordringerne - for de er i fuld gang med at blive til et tæppe. Og jo, det ender sørme med at blive en mini-me til det store bryllupsprojekt; nemlig endnu et regnbuetæppe!
Jeg må sige, at det er noget af en anden fornemmelse denne gang at sy de små firkanter sammen. For der er intet hemmelighedskræmmeri eller tidspres! Sidste gang måtte ÆgteManden intet vide og alting skulle gå så stærkt for at blive klar til brylluppet. Jeg var nærmest besat og så firkanter alle vegne. Så meget, at jeg til sidst drømte om firkanter om natten. Denne gang er der mere ro på...
Hvad tæppet skal bruges til, og hvordan bagsiden skal være, har jeg ikke bestemt endnu. Jeg har dog en drøm om, at jeg denne gang selv vil prøve at quilte det. Måske endda i hånden, men det må jeg se på, når jeg er færdig med at sy det sammen.
Størrelsen bliver knap 90 x knap 90 cm, så det bliver ikke særlig stort, slet ikke i forhold til Storebror-tæppet, der måler 2,1x1,6 m. Men hygge har også ret, selv om den er mindre i omfang. ;)

1 kommentar:

  1. Sikke fantastiske farver, det bliver da rigtig flot... er spændt på resultatet.... jeg har selv tænkt på at prøve at kvilte i hånden... det er det helt rigtige at gøre, men det tager da lang tid... Smil Lone

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover