Sider

søndag den 27. juli 2014

BM: Mens vi venter på vinter - en varm cardigan


Der er nu ikke noget som at få ryddet ud i gamle projekter, som har ligget på bunden af kurven og ventet på at blive færdige. Det fik jeg gjort i sidste uge - og nu har jeg også fået skyllet sagerne op og tørret i det varme solskin, så sagerne kan vises frem og lægges i skabet i stedet.
Den første er denne cardigan, som jeg mener blev strikket helt tilbage til sidste år. Imidlertid har den ligget og ventet på at få knapper, da jeg ikke lige havde nogen, der passede til. Nu fik ÆgteManden lov at vælge, og så blev hans grønne valg sat i med det samme.
Mønstret kan jeg ikke huske, men den er strikket i en rest Kauni uld med farveskift mellem hvid, grå og sort. Størrelsen er vist et halvt eller et helt år - så der er en chance for, at LilleManden vil kunne bruge den til vinter. Lige nu er det jo på ingen måde sæson. Bare det at sidde med den i hænderne den korte tid, jeg satte knapper i, var næsten for hedt!
Den er strikket fra hvert ærme og ind mod livet, en lidt sjov teknik, der giver et anderledes spil i farverne. Især på ryggen er det tydeligt at se, da jeg fik vendt farverne, så de endte med at give maksimalt modspil. Resultatet blev ikke helt uheldigt, synes jeg. 
Havde ellers læst, at den ville være nem at montere bagefter på grund af teknikken med at strikke "indad", men det synes jeg så på ingen måde. Der skulle stadig monteres midt på ryggen, samt under ærmerne og ned langs siderne. Så ikke noget vundet der.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover