Sider

søndag den 30. juni 2013

Forstærkninger indkaldt

Jeg måtte indse, at der ikke var helt nok i resterne til blomstertæppe. Derfor indkaldte jeg i maj forstærkninger til blomsterfloret. 11 ekstra nøgler Muskat fra Garnstudio er derfor puttet i mine små transport-tasker til kreaprojekter. Målet er, at de skal forvandles til blomster - i hvert fald en del af dem, de kommende uger. 

fredag den 28. juni 2013

De heldige flette-folk

Først og fremmest tak for interessen for min store flette-udlodning. Det er dejligt at vide, at det, som jeg har samlet, kan bruges af andre.
Jeg har forsøgt at fordele, så alle får noget. De heldige er:
Pakke 1 - Helena
2 -
3 - Rysse og Ravnmann
4 - Mette
5 -
6 - Mette
7 - Mette
9  -
11 Rysse

Der er altså flere af tingene, der endnu ikke er råbt helle for. Fra nu af er det først til mølle, så ønsker du dig nummer 2, 5 eller 9 herfra, så send mig fluks en mail. Der er også stadig mulighed for at få del i nogle af de røde kaffeposer, der er foto af herunder. Jeg fandt nemlig lidt ekstra af dem (det er nummer 7).

For jer, der har meldt jer: Send en mail til mig på ds_dorte(snabela) hotmail. com med din adresse senest 10.juli. Hører jeg ikke fra dig inden da, så trækker jeg en anden. Årsagen er, at jeg prioriterer de læsere, der kommer forbi fast og derfor reagerer - og samtidig har jeg ikke tid til at støve alle deltagere og deres mails op selv.

tirsdag den 25. juni 2013

Husk min udlodning - flere teposer er i puljen

Tiden løber og snart er det torsdag. (og derefter kommer fredag og min ferie!) Så skal du nå at have et lod med i puljerne til min kæmpe udlodning af flette-materialer, så er det meget snart nu, du skal slå til.
Flere har allerede budt ind på sagerne, men der er rigtig meget og noget af det kan snildt deles op blandt flere. Så kig forbi her.
Samtidig har jeg desværre konstateret, at en af vinderne i min første udlodning, nemlig af teposer, ikke har henvendt sig. Så derfor er der nu også cirka 100 teposer med i anden udlodning. Skriv herunder, hvis du er interesseret i dem!


mandag den 24. juni 2013

Gang i endnu et projekt?

Jeg har gang i en lille test. For alt skal ikke gå op i blomster i sommerhuset. Og siden jeg nu er så tosset med store, skøre projekter, så var dette tæppe fra Pescno jo helt og aldeles oplagt. Det grafiske og tidløse udtryk er jeg bare helt og aldeles pjattet med - og jeg håber, at min veninde og hendes tilkomne vil være det samme.
Her er billedet af testen, hvor jeg undersøgte, hvilken type garn der var bedst egnet.
Nu er der valgt, og jeg hækler derudaf i fuld fart, når jeg lige trænger til en pause fra blomsterne.
Brylluppet, som tæppet skal være en gave til, skal nemlig stå midt i august - og selv om man jo "altid bare kan give et lidt mindre tæppe", så vil det jo være sjovest at give et i en størrelse som man kan være to under, lige som det, jeg i sin tid gav ÆgteManden til vores eget bryllup sidste år.

fredag den 21. juni 2013

Mange gange fryd

Nogle dage trænger bare til lidt mere pynt og opmuntring end andre. Og præcis sådan en dag dukkede der heldigvis en pakke op fra den fabelagtige Wenche. Og for søren, der var netop pynt, opmuntring, glimmer og kreaglæde for alle pengene!  Se bare her...
Opskriften på håndklædet kom i en lækker gemmekuvert og med Tusindfryds "broderede" logo udenpå. Mmmm.

Selv får jeg det desværre aldrig rigtig gjort på mine pakker - men jeg elsker det, når andre gør. Lækker indpakning, komplet med glimmer.
Lækker kvalitet af blå bomuldsgarn - og så igen den lækre detalje, nemlig Liberty-stof til at lave hank.
Giveaway'en var udloddet for at sætte fokus på hendes lille perle af en webshop. Kig endelig ind, der er ikke kun håndklæder, men også skønne, hæklede dukker og dyr.

Modtagelsen af pakken minder mig om, at jeg endnu ikke har turdet give mig i kast med de smukke dukker, som Wenche lavede en bog om sidste år. Jeg har tit bogen fremme for at nyde billederne, og hver gang ser det så velbeskrevet ud, at jeg tror, at jeg godt kan. Der mangler dog lige det sidste mod - endnu.

mandag den 17. juni 2013

KÆMPE flette-udlodning!

SÅ har jeg langt om længe fået talt op, taget fotos og skrevet ned. Så her kommer den stooore flette-udlodning, med en masse materiale til de af mine læsere, der mangler flette-materialer til sommerferien ;) Der er både kaffeposer, flettede materialer, en næsten færdig pung og slikposer, så kig løs og find netop det, du mangler.

Det med småt: Skriv dig på i en kommentar inden 28. juni kl. 16, HUSK at skrive, hvilke af tingene/numrene du ønsker.
Der kræves ikke, at du bliver fast læser eller deler, men det giver ekstra karma. Nogle af tingene er der så meget af, at der kan blive til flere, så jeg forbeholder mig ret til at dele portionerne, hvis flere har ønsket den samme.
1. Tre sorte poser (sølv indvendig) fra kaffewhitener.
 
2. Mere end 50 klippede kaffe-whitener stykker. Klippet i 7,5 x 16 cm. I alt 52 gram.
3. Knap 100 klippede stykker af brune kakaoposer. Stykkerne er 16x 7,5 cm. 94 gram.
4. Mere end 100 klippede stykker af røde Merrild kaffeposer. Klippet i 16 x 7,5 cm. 167 gram.
5. Fire store ringe med Merrild-kaffeposer, lige til at sy sammen til f.eks. en taske eller en kurv. I alt 189 gram.
6. Masser af lange strenge af flettede Merrild-kaffeposer. lige til at flette sammen til f.eks. kurve eller tasker. I alt 186 gram.

7. Mere end hundrede røde Merrild-poser med sølv inderside. Flere af dem vaskede. Over et kg i alt.
8 Flotte, brun/sorte kakaoposer. 25 styk.200 gram.

9. Mindre mængde af Haribo-slikplastik - bemærk, at det er ubrugt og i lange stykker! 55 gram.
10. Næsten færdig pung/taske i rød Merrild. Mangler kun lynlås. Mål cirka 22 x 15 cm. 200 gram.

11. Fire lange kæder af flettede brun/sort kakao-plastik. Hver enkelt er over 45 cm lang. 141 gram i alt.

fredag den 14. juni 2013

De heldige er fundet - stay tuned for flere uddelinger

Så er de heldige af min lille oprydnings-uddeling fundet. Fordi jeg var så heldig at finde en lille ekstra portion med te-breve, så der i alt er over 300. Derfor besluttede jeg mig for, at det var okay at dele bunken i tre, så flest muligt kan få del i "glæderne".
ÆgteManden fik lov at være den, der trak vinderne, og det er de følgende:
Helena, Linda og Ida. Send mig en mail på "ds_dorte (snabel-a) Hotmail . com", så finder vi ud af noget med transporten.
 
For de, der ikke var heldige i denne omgang, så skru bare ind på kanalen snart igen. For jeg ligger inde med flere flettematerialer, som jeg uddeler i den kommende tid....

torsdag den 13. juni 2013

Til leg og læring

I oprydningen forleden fandt jeg mange sager. Både halvfærdige pandebånd - og sørme også disse risposer, som jeg "kom til" at lave en hel bunke af sidste år. De fleste blev pakket ind i gavepapir kort efter deres tilbliven, men disse har jeg gemt.

Bruger du risposer med dine børn? Som gammel gymnastiktræner er jeg meget glad for alle de muligheder for leg og læring, som så enkle ting som risposer giver:
- Klassikeren er naturligvis at gå med dem på hovedet. Men den kan også placeres på armen, på skulderen, på ryggen (hvis man kravler), på maven (hvis man går krabbegang), eller mellem fødderne, mens man ormer sig frem.
- De kan bruges til at kaste med. Både mellem børn, der øver sig i at gribe, eller bare et barn, der skal kaste for at ramme en spand, ind i en ring eller bruges som "hvem-rammer-tættest-på" et punkt.
- Leg postmand med dem i ribberne. Kravl op øverst i ribben og dump så rispose-brevet ned bagved.
- Leg gemmeleg. Gem risposen et sted i stuen og find den hurtigst.
- Brug nogle stykker til at lave jorden er giftig. Man må kun træde på risposerne. Har man ikke så mange, så får hvert barn udleveret tre eller fire og skal så flytte risposerne med sig.
Der er mange mange flere. Kender du nogen gode, så skriv dem endelig her.
Og huske så endelig, at jeg forærer te-poser væk til interesserede flettere! Sidste frist for at melde sig til er i morgen aften, fredag.

tirsdag den 11. juni 2013

Oprydning i - og til - hovedet

I min oprydning, der startede forleden, og samtidig resulterede i denne gives-væk, fandt jeg også et ufærdigt strikketøj, som jeg helt havde glemt. Faktisk kan jeg dårligt nok huske, hvornår jeg overhovedet begyndte på at strikke det!
Men en hurtig beslutning blev taget, og det kom med mig ud i solen en halv times tid. Så var det færdigt og forvandlet til et stykke striktøj, der forhåbentlig kan lune godt om hovedet og ørerne på en hjemløs i den kommende vinter. Igen til gavn i superinitativet Varme 15x15.
Og hos mig? Jo, der varmer det meget, at jeg kunne stryge projektet fra den lange, lange liste af ufærdige ting, der ligger herhjemme.

søndag den 9. juni 2013

Blomstertælling og haverundfart

Rhodendroerne i vores have står på deres sidste, men straks er forstærkningen indkaldt og klar. Syrenerne dufter løs - og hylden er tæt på at springe ud og give den kamp til stregen. Åh, hvor jeg dog elsker den her årstid!
Netop derfor er mit blomstertæppe måske det perfekte projekt til sommeren. Det kan i sin nuværende form nemlig tages med alle steder. Og i går røg det da også med på "haverundfart" med en veninde. Først i min have, så i Fælledparken og til sidst i hendes. Ahhh, med sol, vin, hygge, samt blomster af både den ene og den anden slags...

For en måneds tid siden lavede jeg en status på tæppet. Dengang var der 252 - nu er der i hvert fald 100 mere. Det kunne være fedt, hvis jeg nåede omkring 500, før jeg efter planen skal samle det hele i sommerhuset i juli. Da jeg klumpet lagde det hele sammen forleden som på billedet ovenfor, synes jeg, at der mangler lidt mere spræl til at modstå de blålige toner. Så de farver er lagt i projekttasken til de kommende uger.


torsdag den 6. juni 2013

Hjælp! GIVES VÆK!! :) Runde 1...

Nogle gange kommer foråret sent. I år var det nu i stedet forårsoprydningen, der har ladet vente på sig herhjemme... Grund - vi havde travlt med at nyde foråret ;)
Men bedre sent end aldrig. Jeg er virkelig ikke god til det, men med to personer i en to-værelses på 56 kvm, så er det en dyd, jeg bliver nødt til at arbejde på. Så hermed: En giveaway til mine skønne, kreative læsere!
I første omgang drejer det sig om en ordentlig ladning te-breve, som jeg har samlet gennem flere år med den plan at lave nogle ligesom disse. Jeg må dog bare indse, at jeg ikke får det gjort - og at de i stedet er blevet en slags dødvægt, som dræner mig i stedet for at inspirere mig.

Derfor: Kan du give disse mere end 250 farverige te-poser et nyt hjem og en kreativ fremtid, så råb højt nu! Eller helt konkret: Læg en besked herunder senest fredag den 14. juni kl. 20, hvis du vil have dem. De er gratis, jeg vil bare gerne have portoen dækket.
Er der flere, der byder ind, deler jeg dem op i to eller tre portioner o trækker lod. På den måde kan flere få glæde af dem, men er der stadig en solid bunke til hver.

I weekenden kommer endnu en runde med kreative sager, som jeg håber kan give glæde hos jer. Stay tuned.

søndag den 2. juni 2013

Bettefanten og hendes første kærlighed

Det er efterhånden længe siden, at hun kom til verden. Men forleden fik hun et nyt og yderst kærligt hjem, denne lille Bettefant.
Hun kom til verden som et prøve på mønstret, der stammer fra denne bog. Siden har hun fået to brødre (der begge er en kende større, fordi det gik op for mig, at det også liiiige skulle regnes sømrum. Flot!)
Men så kom den ene af ÆgteMandens fire yndlingsniecer på besøg - og kærligheden slog straks ud i lys lue. Og da der få uger senere tikkede en ønskeseddel ind til 9-års fødselsdag, stod der "lyserød elefant fra tante" på som et af de øverste ønsker.
Jojo, så blev Tanten her så rørt, at hun ikke betænkte sig et øjeblik. Når 9-årige piger, der ellers ønsker sig "festtøj og Ipads" også gider have hjemmelavede ting, så skal de få det!




Med Bettefanten fulgte også en mængde dukketøj til Build a bear. Det viser jeg frem en anden dag.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover