Sider

Viser opslag med etiketten UFO-uger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten UFO-uger. Vis alle opslag

mandag den 3. september 2012

Det skal fejres med en cykeltur

De sidste godt to år har jeg dagligt brugt næsten to timer i toget. Men fra i dag er det slut. I stedet er det nu på med cykelhjelmen til den korte tur på bare få km gennem de københavnske gader. Ahhh!
De sidste dage i toget fejrede jeg det med at færdiggøre en hæklet flagranke selvfølgelig efter Karen Klarbæks fine opskrift.

Lidt vemodigt er det dog også. For togtiden har været reserveret til mange store og små projekter (ud over søvn naturligvis...). Og jeg havde aldrig kunnet have givet min ÆgteMand hans store overraskelse til vores bryllup, hvis det ikke havde været for muligheden for at lave hemmeligheder i toget.

søndag den 29. juli 2012

Skål for endnu en flyvende UFO!

UFO-listen er blevet en opgave kortere. Og skål for det! Der kom nemlig denne, fine røde sag ud af det. En skål af yndlingskaffeposerne fra kantinedamerne, der sørger for stabilt flow af forsyninger. Faktisk så mange, at jeg efterhånden har et helt lille lager.

Hvad den skal bruges til endnu, har jeg ikke bestemt.
Vejledningen er endnu engang fra den flittigt flettende Helene. Altså, nogle DIY's hun laver!

onsdag den 18. juli 2012

Besværligt og dejligt - endnu en UFO færdig

Jamen altså! Hvor svært kan det dog være????
Lige netop det spurgte jeg mig selv om mange gange, da jeg søndag liiiige troede, at jeg i en håndevending kunne færdiggøre denne taske, som jeg for længe længe siden ville give min søster i julegave. (Men så kom en ordentlig omgang sygdom i vejen for projektet - og siden har den vansmægtet i halvfærdig tilstand på hylden.)
Men for søren da også. Jeg lavede nærmest fejl på samlebånd. Måtte pille op igen, da jeg først fik lagt foret i den forkerte vej. Derefter pille op igen, da jeg fik lavet løbegangen for smal. Og til sidst tog det mig næsten en halv time at få sat snoren i, fordi jeg ikke lige havde tænkt på, at jeg nok skulle have strøget syningerne til hver sin side!
Ak ja. Tumpede mig. Men færdig blev den. Den er langt fra så køn og skøn, som jeg gerne ville have den. Men hvor har jeg dog (forhåbentlig!!) lært meget til næste gang!
Broderiet er fundet i en genbrugs i København for snart længe siden.


Løbegangen gav mig ganske mange problemer.

Men det lykkedes da til sidst. Tasken er foret med hvid bomuldslærred.

Bagsiden er helt enkel. Trods de mange besværligheder er det langt fra sisdte gang, at jeg har lavet sådan en pose. Men der skal en del tilretninger og forbedringer til før næste forsøg.
Den lille UFO-mand er fløjet væk med endnu et projekt fra listen. Nu er der seks tilbage. Heriblandt et stort hæklet sjal samt en del foldeprojekter af kaffeposer.

tirsdag den 17. juli 2012

Jordbær til klippekortet - første UFO færdig!

Indtil videre går det super godt med at holde sig til UFO-projekterne i stedet for at starte nye. Derfor kom symaskinen også frem i søndags - og kort efter var disse jordbær-klippekort-holdere færdige. De havde ligget og bare ventet på at blive syet sammen, og det var da synd...
Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig lidt over, at jeg ikke så ideen for mange år siden - før alt det med Rejsekortet og smartphone-klippekort kom til. For de er da fine, ikke?
Meget enkle er de. Og så passer de godt på de dyre, dyre klip.
Bagsiden.
Ideen kan jeg ikke tage æren for - den stammer herfra. Og så har den i øvrigt været en del af min eksplosivt voksende link-samling over de lækreste sager i blogland.
Kan du ikke leve uden et jordbær på dit klippekort, så send mig en mail. De koster 5 kr. plus porto og jeg har et par ekstra.
Så er der syv projekter tilbage på UFO-listen og vi fortsætter nedtællingen.

onsdag den 11. juli 2012

Nu vil jeg UFO'erne til livs - basta!

Her den anden dag lavede jeg for sjov en liste over mine halvfærdige projekter. Altså vel at mærke de halvfærdige projekter, som jeg kan huske...
Lettere chokeret blev jeg, da jeg så let som ingenting kunne skrive hele 8. OTTE!
Jamen altså, og så er mit flerårige hæklede sengetæppe-projekt ikke engang talt med - og heller ikke restelapperne efter Regnbuetæppet til mand.
Så nu må det være slut! BASTA! Derfor sætter jeg nu min første tema-uge(r) i gang!

Nemlig: UFO-uger. Tid til oprydning og færdiggørelse af hengemte, stakkels projekter, der af forskellige årsager ligger og venter på at blive sendt flyvefærdige ud i verden.

Blandt de første projekter, der skal færdiggøres er følgende:
- Kaffepose tasker, som tidligere er vist her som halvfærdige.
- Skål/kurve af kaffeposer.
- Dragonfly sjal, der tidligere er vist her og var tæt på at ende i bunken over UFO'er, fordi det blev lidt uoverskueligt. Men nu skal det være.
- Lille hæklepose med broderi til min søster.
- Puder af cowboystoffer med piping til min bror.
- Hæklet dukke til lille pige
- Etuier til klippekort
- Taske af Ritter Sport-poser
- Hæklet engel med servietring.

Derudover skal en weekend-oprydning afgøre, om der er mere, der SKAL laves færdig, før jeg kan begynde noget nyt.

Er det bare mig, der har tendens til UFO'er? Eller vil du måske også være med på en omgang oprydning? Du er meget velkommen til at låne den bette UFO-mand og også gå i gang. Bare meld ud med dine halvfærdige projekter - og værsgo at prale, når de bliver krydset af på listen :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover