Sider

Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DIY. Vis alle opslag

onsdag den 28. januar 2015

DIY Raketrygsæk/ jetpack

Jeg er håbløst bagefter - har endnu ikke fået vist sidste års julegaveproduktion frem. Jeg troede ellers, at jeg var i god tid, men så gik der baby i den.
Men her kommer de - i dag og de kommende dage. Først og fremmest kommer her denne raketrygsæk, eller på moderne dansk: jetpack.
jetpack hjemmelavet
Jetpack lavet af to halvanden liter flasker, et stykke pap, lidt filt og nogle store elastikbånd til remme.
Jetpacken er nemt og hurtigt lavet, så her kommer lige en lille DIY:

Du skal bruge:
To halvanden liter flasker
sølvspray
et stykke pap
Bred elastik, cirka en meter (min er 4 cm bred), eller andet materiale, der er egnet til remme
Filtrester i gul, orange og rød. Alternativt andet stof, der ikke trævler
Limpistol
 
Man tager to halvanden liter flasker og sprayer dem med sølvspray. Når de er tørret, limer du flaskerne på et stykke firkantet pap (klip det til, så det er cirka samme størrelse som flaskerne i bredden). Brug limpistol og sørg for at lime, så flaskerne sidder sammen med hinanden og godt fast på papstykket.
Derefter har du to muligheder: Enten limer du remmene fast på papstykket, eller også klipper/skærer du et par brede slidser i toppen og bunden af hver side af papstykket, sådan at remmene kan komme igennem og sættes sammen. Sørg for at passe dem til, så din lille superhelt kan få dem af og på.
Til sidst klipper du et par flammer i feks. rødt, orange og gult og limer nederst på flaskerne. Jeg tog kapslerne af og limede flammerne op i hullet, så de kom til at sidde godt fast.
Og så er din superhelt klar til lift off!

Ville ønske, at jeg havde flere fotos, men mine superheltenevøer fløj af sted med dem for fuld fart juleaften. De var ganske enkelt bare et hit. :)

tirsdag den 7. januar 2014

Indianer - eller inDIYaner


Jeg når det akkurat lige. Aftenen før, der var gået en måned uden blogindlæg. Uha, jeg har savnet jer - og såmænd også været på vej mange gange. Men tiden og energien har manglet; for den er blevet brugt på arbejde, på vennerne, på ÆgteManden - og på julegaveproduktion i stedet. Og den har været godt brugt; så jeg ærgrer mig ikke!
Men nu skal der ellers vises frem, for jeg har indlæg i tankerne nok til det meste af 2014, tror jeg.
Vi starter dog blødt ud med denne indianer-prydning, som er første af tre selvproducerede gaver til den ene af mine fire yndlingsniecer.

DIY
Indianeren er ganske simpel; selve "pandebåndet" er nemlig bare et stykke rib, som jeg har lagt dobbelt og syet sammen i en ring. Derefter er der syet fjer på i mange forskellige farver. Til sidst har jeg sat et stykke bånd på, der kunne dække hæftningerne og samtidig give lidt fylde om ansigtet.
Jeg tror, den i alt tog et kvarter at lave.

mandag den 28. januar 2013

Hæklede blomster DIY - sådan gør du

Flere har spurgt til opskriften på mine hæklede blomster til "Det lettere vanvittige blomster-projekt".
Så her kommer den,sådan som jeg selv har konstrueret mig frem til, at jeg helst vil have den.
Det er første gang, jeg har leget med billed-vejledning, så bær over mig, hvis det ikke helt er picture-perfekt... Du skal nok ikke være helt ny-begynder i hæklekunsten, men jeg håber, at jeg har gjort mig forståelig.
DIY hæklede blomster - sådan hækler du blomster


Er du ikke så meget til billedvejledninger, så er vejledningen skrevet ud nederst i dette indlæg.

Start med at lave fire lm.


Saml til en ring med en km.


Lav tre lm.


Hækl en stm i den første af de tre lm.


Hækl en stm mere samt en fm i samme lm, så du danner et kronblad.
Lav derefter en km i den oprindelige ring.


Form næste kronblad på samme måde - først tre lm, dernæst to stm i den første af de tre lm, samt til sidst en fm, hæklet i samme lm. Slut af med en km i den oprindelige ring igen.


Lav på denne måde fire eller fem kronblade, alt efter hvor tæt du vil have blomsten.


Vend blomsten om og fortsæt på bagsiden med anden omgang.


Jeg har skiftet til grønt garn for at gøre maskerne mere tydelige på billederne. Start med at hækle tre lm.


Lav derefter en km i den oprindelige ring. Lav den i hullet til det første kronblad.


Fortsæt med at lave buer af tre lm og derefter en km i den oprindelige ring, så du har hele vejen rundt. Slut med en km i den oprindelige ring ved siden af den, du startede med.
 Du skal have en bue mere, end du har kronblade. Altså fem kronblade, seks buer.


Tredje omgang: Vend igen blomsten og arbejd dig modsat rundt, når du laver anden runde kronblade. Lav en fm, fire stm og en fm OM den første bue. Fortsæt derefter til næste bue og lav en fm, fire stm og en fm om den også. Fortsæt hele vejen rundt.


Slut med en km om den oprindelige ring, bryd ende og hæft derefter.
Sådan - nu har du din første blomst. 
hæklede blomster DIY
Her de forskellge blomstervariationer, jeg har lavet. Den lilla er med fem små kronblade og seks store, mens den grønne har fire små kronblade og fem store. Den blå blomst's anden runde kronblade er lavet, hvor jeg har kørt samme vej rundt hele tiden, mens jeg med de to andre har drejet modsat ved sidste omgang som her i vejledningen. Forskellen, som det forhåbentlig kan ses, er, hvilken vej kronbladene buer.



Vejledning på hæklet blomst:
1. omgang: Hækl fire lm, saml dem til en kæde.
2. omgang: "Hækl tre lm. Hækl to stm og en fm i den første af de tre lm. Hækl derefter en km omkring den oprindelige ring". Gentag " til " tre eller fire gange, så du har fire eller fem kronblade om ringen.
3. omgang: Vend blomsten. Hækl tre lm og derefter en km omkring den oprindelige ring. Sørg for, at km'en bliver lavet i hullet til det første kronblad, så de tre lm danner en bue. Gentag derefter med tre lm og så en km, i de andre kronblade, så du til sidst har fem eller seks buer.
4. omgang: Vend blomsten og hækl tilbage i den sidste bue, du lige have lavet. "Hækl en fm, fire stm og en fm OMKRING" den første bue.  Gentag med de øvrige buer, så du danner den store række af kronblade. Slut af med en km om den oprindelige ring, bryd garnet og hæft ender.


mandag den 3. december 2012

Julekalender-inspiration

Beklager de manglende blog-updates. Vi har tilbragt de sidste to uger helt nede på den anden side af jorden i solskins- og safariland. Kæmpe oplevelse!!
Men nu tilbage i juleriet her i det danske køleskabsland. For søren, det er en forandring at gå 30 grader ned i varme... Men heldigvis kom sneen samtidig med vores hjemkomst. Det gør, at der føles lidt lyst herhjemme også.
Før vi tog afsted nåede jeg at forberede lidt julerier - nemlig ÆgteMandens skrabekalender, som du ser herunder. Den er lavet efter lækker inspiration fra Hos Frk Jensen - en ide jeg med det samme vidste, at jeg måtte gøre hende efter!
Så simpel og så herlig, det er da alletiders.  Her ser I nogle af de første datoer (ÆgteManden plejer nemlig ikke at kigge med her) fra før, at de blev ordnet med kvajeretter. Men for en sikkerheds skyld har jeg gemt de sidste datoer, så han ikke kan se, hvilken præmie han ender med måske at vinde... Indtil videre har den virket fint. Dog er det desværre ikke al kvaje-blækken, man kan fjerne, så det skal være klare farver, hvis billedet skal kunne ses tydeligt, når man har skrabet.

søndag den 15. juli 2012

Strut med strut på - DIY på hurtigt og lækkert tylskørt

Bare rolig, jeg har ikke kastet mig ud i nye projekter siden sidst, men holder mig indtil videre stramt til min plan om at gøre op med ufoerne!
Opdagede dog lige, at jeg slet ikke har får vist fødselsdagsgaven til anden ældste niecen frem, nemlig et ægte ballerina-strutskørt!
Modellen er lige så enkel, som den er skøn, og der kræves ingen symaskine.
hurtigt tylskørt uden at syJeg har fundet den flere steder i blogland, men du får da også lige en hurtig DIY her:

- Tag nogle meter tyl, gerne i flere matchende farver, samt en bred elastik. Mål op i livvidden og træk nogle centimeter fra, da elastikken giver sig under arbejdet med tyllen. Sy elastikken sammen i enderne til en cirkel.
- Klip tyllen i stykker af 15 cm x  60 cm. Læg to-tre stykker tyl sammen oven på hinanden (jeg har brugt tre) og bind dem i en knude/løkke rundt om elastikken.
- Fortsæt hele vejen rundt - men pas på, at du ikke strækker elastikken for meget, så omkredsen bliver for stor.
- Monter på ballerinaen og lad legen begynde :-)

DIY hurtgt tylskørt uden at sy
Her er den yderst lækre model iført skørtet. Det vakte heldigvis stor glæde.
DIY på hurtigt tylskørt uden at sy
Fra jeg startede, til jeg var færdig med projektet, gik der max to timer. Og fordi jeg havde fundet det meste af tyllen i enten genbrugs eller på restetilbud, var det en temmelig billig gave.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover