Sider

lørdag den 30. maj 2015

Pigekjole af genbrugsstoffer

Genbrugstemaet ruller videre med færdige projekter. Denne gang er det måske ikke så tydeligt, men alle stofferne, bortset fra kantebåndet, er faktisk fundet i genbrug.
Kjolen er syet på mit sykursus, som - ak og ve! - er slut for denne gang. Jeg håber meget, at der bliver tid til endnu en omgang i efteråret, for hvor var det fantastisk!
Men tilbage til kjolen, som voldte mig lidt besvær, til jeg lige fik grejet de noget kringlede forklaringer i sybeskrivelsen af wienerlægget, der udgør hele forsiden af kjolen.
Den er syet i et mønster fra sidste års Burda, hvor den største størrelse var 122. Og det gik lige akkurat til min nieces flotte, lange krop.
Stoffet med print på har en fortid som gardin. Derfor er det ikke særlig slidt, da det jo kun har hængt og ikke er vasket særlig tit. Det ensfarvede har tidligere været et lagen, men var stadig meget pænt og uden slidmærker. Derfor fik de begge et nyt liv.

Jeg har lært flere ting af denne kjole:
 - At sy en slids. I toppen af slidsen holder man det normale sømrum, men nederst skal det snævres ind, så man syr helt tæt til slidsens bund. Ellers bliver det ikke skarpt.
- at sy et wienerlæg. Det var slet ikke svært, men præcis som jeg ville have gættet det. Men forklaringen fik mig virkelig ud på gyngende grund. Min ellers skarpe sylærer forstod den heller ikke - det gjorde mig lidt mindre irriteret.
- har øvet mig mere i at sy kantebånd på. Argh, hvor vil jeg gerne være god til det bras!
- jeg burde have tjekket forsidens fine piger, da jeg klippede ud, så jeg ikke fik klippet to halve feer lige ind mod midten af kjolen. Jeg var så dum, at jeg bare tænkte, at det var en prøve. Men derfor måtte den jo gerne have været pæn...
- det tager lang tid at sy rouleau-stropper til knapper i hånden. Den slags detaljer tog mig faktisk næsten længere end det at køre kjolen gennem maskinen.

Der burde have været et strygejern forbi kjolen, før den blev strøget. Men det nåede vi ikke, for jeg var først færdig i sidste øjeblik....

mandag den 25. maj 2015

Alfreds løve-bukser - overalls i retrostil

Jeg har teaset for disse overalls flere gange, men nu er der omsider tid til at lave indlægget om de færdige bukser, der blev givet til min nevø i dåbsgave.
Som en del af Genbrugstemaet hos Carla og Krudtuglen har jeg også lovet at vise nogle projekter, hvor jeg har brugt af mine genbrugsfund. Stærkt er det dog ikke gået her på bloggen i maj, da vi både har været på ferie, planlagt og afholdt flere polterabends og også har haft en del arrangementer.
Men! Tilbage til overalls'ne, der er syet i Elsebeth Gynthers klassiske mønster i str 2 år.
Applikationen har jeg fortalt om tidligere, den er hentet fra altid skønne Laralil. Bukserne er syet i babyfløjl, men i stedet for at kante dem med kantebånd, som Gynther siger, så har jeg syet foer i overstykket.
For at holde retrostilen mest muligt (moderen er nemlig meget retroglad), valgte jeg at bruge et stykke af et gammel dynebetræk med 70'er print i gul/orange. Derudover er der syet med orange syninger flere steder, så det passer med de orange knapper.
Stoffet er ikke det stærkeste, men det behøver det jo heller ikke at være, når det "bare" skal være foer.
I buksebenene har jeg sat elastikker, så de forhåbentlig kan bruges lidt længere tid.




tirsdag den 12. maj 2015

Stjæler Bloglovin dine læsere?

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker Bloglovin! Det er så nemt at bruge som læser, for jeg risikerer aldrig at gå glip af et indlæg fra en yndlingsblogger. Men! Jeg har gennem længere tid bemærket, at de professionelle bloggere som f.eks. Lortemor kun lader første linje af deres blogindlæg komme på Bloglovin og at man så skal klikke sig ind på deres side for at læse resten.
Årsagen er den, at ændringer hos Bloglovin gør, at man ikke længere kommer videre "ind" på de egentlige blogs - men bliver fysisk i appen, når du læser indlæg.
På den måde fjerner Bloglovin faktisk trafikken fra de bloggere, vi elsker - og ødelægger dermed både deres forretning og deres motivation. Det er jo ret skidt! For alle ved, at bloggere lever enten af cool cash i form af reklamer på deres blogs - eller af "motivationsbetaling" i form af at følge læsertal og kommentarer.
Selv kan jeg også tydeligt mærke nedgangen, selv om jeg stiger i antal faste læsere og følgere.

Er du en af dem, der gerne vil vise, at du holder af en blog - og dermed hjælpe til, at den bevares? Så skal du gøre følgende:
Gå ind i indstillingerne i din bloglovin-app på IPhone eller IPad (ved ikke, om det også gælder Android beklager). Det gør du nederst til højre under "me". Derefter klikker du på tandhjulet i øverste højre hjørne - og slår mobile view fra.
Det, der er forskellen, er, at du fremover klikker ind på selve bloggerens site, når du læser et indlæg. Det betyder også for nogle, at siderne er lidt længere tid om at loade (med min bredbåndsforbindelse mærker jeg det ikke), - men det betyder også, at du får opsætningen på sitet med i købet. Du kan så ikke længere "swipe" mellem forskellige bloggeres indlæg i dit feed. Men det går også nok for de fleste.

Den bedste bonus er, at det for mig øger min tendens til at kommentere på indlæg - noget, som alle bloggere regner som "den bedste betaling" overhovedet. For når siden allerede er indlæst, så er det bare så nemt. 
Her ser du, hvor du kan skifte visning. Slå Mobile view fra, og du støtter igen dine yndlingsblogs.

fredag den 8. maj 2015

Man burde jo være nøgen #smidtøjet


Når man kan tage to SÅ store sække tøj fra, og stadig have et helt igennem propfyldt tøjskab, så har man altså for meget! Det er den altovervejende følelse, jeg står tilbage med, efter at have - ja #smidtøjet - i går. 
Smid Tøjet kampagnen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. For jeg var netop i gang med at skifte fra vente- og ammetøj og tilbage til "mit eget" tøj. At have sådan et års tænkepause fra forholdet til ens tøj gør virkelig, at jeg kan se på det med nye øjne. Før graviditeten valgte jeg bevidst fra at sortere groft ud, men nu er det bare så oplagt. Jeg har aldrig været den gale shopper, og ville aldrig have gættet, at jeg havde så meget. Men det havde jeg!!
Gennem det sidste stykke tid har jeg begejstret fulgt med i Project Handmades bestræbelser på at sortere ud i sine ting - og også undgå at købe nyt tøj for i stedet at bruge det, hun har eller selv at producere så meget som muligt.  Hun gør det af tre årsager, som jeg virkelig kan genkende: Miljøet (tøj er en af de mest forurenende industrier), pengepungen (hvorfor bruge formuer på ting, man alligevel bare har liggende i skabet), og pladshensyn (størrelsen på skabet). Samtidig beretter hun, at der er færre tøjkriser, når skabet ikke er fyldt med tøj, man alligevel ikke vil gå med, men kun yndlingstøj.

Jeg er kun på step 1 af mange trin mod at få det sådan. Men de to sække tøj er en vigtig start. For hvorfor have det liggende, når det kan gøre helt konkret gavn andre steder! Derudover har jeg sat en række ting til salg på Trendsales, ud fra det samme ønske; at det skal gøre gavn og glæde andre steder.
Tilbage i skabet er der stadig virkelig meget tøj. Og nu kommer næste øvelse, også inspireret af Project Handmades købestop. Jeg skal nu finde ud af, hvad jeg egentlig bruger og har det godt i - og hvilke stykker tøj, jeg altid fravælger i sidste øjeblik alligevel. De sidste skal ud om et halvt års tid. Indtil da vil jeg begrænse mine nykøb til et minimum. Købestop bliver det ikke til, for oprydningen afslørede en seriøs mangel på gode jeans. Men jeg kan mærke, at det føles super at have taget beslutningen om lige at hoppe af køberæset og bare nyde mit eget, gamle tøj.



tirsdag den 5. maj 2015

Løve-applikation undervejs

Som jeg viste i går, har jeg nogle brune og orange farver igang. Og her kommer endnu et procesbillede. Løven her er lånt fra den fabelagtige Anna med bloggen Laralil. Kender du den ikke, bør du straks gøre bekendtskabet!
Jeg har tidligere brugt løven til et par babyprojekter, nemlig et par barnevognsrande, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået vist frem, andet end som igangværende.
Det er en fejl, for motiverne er så fine, så fine. At lave applikationer tager tid, når mønstrene først skal tegnes af, klippes ud, stryges på og til sidst have stikninger eller zigzag. Men det giver virkelig tøjet noget ekstra!

mandag den 4. maj 2015

Sådan noget barsel er altså lækkert

Liget et hurtigt indspark fra dagens hyggestund. Sådan noget barsel er altså ret lækkert, når solen skinner på altanen og den lille Bisse tager sig en dejlig, rolig lur, så Mor kan sy over en kop kaffe.

Jeg føler mig dagligt så usædvanlig heldig. Ikke kun over, at jeg har fået en lækker (sådan er det jo at være Mor), men også yderst nem og tilfreds dreng. Men også over, at jeg bor i et land, hvor vi har mulighed for at være fuldtids sammen i så mange måneder, at vi kan få den bedst mulige start på livet som familie.
De orange knapper her bliver syet på et par overalls, som jeg snart viser frem. De skal lige sys færdige og gives som gave først.

søndag den 3. maj 2015

Sykursets første resultat - så meget at lære

Alle burde har ret til et sykursus!
Så kort kan det siges, her adskillige uger inde i mit AOF-kursus i syning, mønstertilretning og tilskæring. Jeg. Elsker. Det!
 Det er simpelthen fantastisk at have næsten tre timer uden afbrydelser til ren fordybelse - og læring! Jeg suger til mig som en udtørret svamp, og er på ingen måde flov over, at jeg er den rene stræber på holdet. Jep, jeg er topforberedt hver eneste gang. Ikke noget med at sidde og bruge dyrebar lærer-i-nærheden-tid på at tegne mønstre og klippe ud. Det kan jeg jo godt finde ud af. Der skal puttes mere viden ind - og jeg synes virkelig, at jeg lærer meget.
Her er et af de første resultat af kurset, nemlig et par ægte Elsebeth Gynther-overalls. De er langt fra perfekte, men jeg fik prøvet ret så mange teknikker af - og det kunne jeg især mærke, da jeg skulle sy de efterfølgende... ;) Skråbånd bliver vist aldrig min favorit. Men jeg skal dælme lære det!!
Det ville klart have hjulpet, hvis de liiiige havde set et strygejern, før fotografen gik i aktion....
 Der er dog én hård ting ved kurset - jeg bliver ekstra klar over, hvor meget der faktisk er at lære inden for syning!! Puha. Når nogle af de øvrige kursister tilskærer deres helt egne grundmønstre til kjoler og bukser, så kan jeg kun blive imponeret. Der er godt nok langt endnu.


Smækbukserne er syet i blåt babyfløjl fra lageret. Belægningerne er også fra lageret, nemlig en rest, jeg engang fandt i Panduro. Sidst, men ikke mindst, har jeg sat mine nyindkøbte mærkater (fra Ikast Etiket) i. Navnet BroBissen spiller på vores efternavn og er et af favoritkælenavnene til LilleManden.


fredag den 1. maj 2015

Genbrugstema! Nogle skal jo købe og bruge kludene, som Danmark smider ;)

Mens Danmark er i fuld gang med at smide tøjet, så tillader jeg mig at tænke lidt frem. For der er jo også nogle, der skal købe kludene, før de bliver til rent guld for Røde Kors! Og her passer superblogger Christinas majprojekt perfekt ind!
For længe siden kom vi nemlig til at skrive om, at vi ofte kom til at købe stoffer i genbrugser - men at det kniber lidt mere med rent faktisk at få dem brugt.... Det skal maj måneds tema så hjælpe lidt på.
Da Christina skrev om temaet, tænkte jeg "åh nej, det rammer lige den dårlige samvittighed". Men så kom jeg til at gennemgå alle de ventende indlæg, der hober sig som kladder. Og jeg har faktisk været ret god til at bruge genbrugsstoffer den sidste måned!
Så spænd sikkerhedsbæltet - nu skal der vises frem. Til en start får du lige et foto af mit seneste projekt; nemlig denne taske, der blev færdig forleden. Der er faktisk også brugt stof fundet i genneren. Jeg siger bare ikke, hvad det er.... ;)
Cylindertaske, mønster fra Stof2000. Særskilt indlæg om tasken kommer senere på måneden ;)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover