Sider

Viser opslag med etiketten julegaver2014. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten julegaver2014. Vis alle opslag

fredag den 20. februar 2015

Hjemmelavede fevinger


Mine niecer er stadig tossede med at klæde sig ud. Så derfor var det klart, at de skulle have fevinger i julegaver. Fordi der var så travlt op til jul, fik jeg aldrig vist dem. Men de blev så fine, at jeg ikke vil snyde jer for dem.
For faktisk blev disse vinger lidt af en drøm af guld - som jeg ville ønske, jeg havde haft, dengang jeg løb rundt på græsset som barn og drømte, jeg kunne flyve og svinge om mig med tryllestøv.
De er egentlig ret enkle - lavet af blomstertråd, et par nylonstrømper, en frygtelig mængde guldspray, lidt gaffatape, en limpistol, nogle hjemmelavede stofroser og en meter bred elastik.
Fremgangsmåden har jeg ikke dokumenteret, men jeg kan prøve at beskrive den, hvis der er interesse for det?
lav selv fevinger
Detaljebillede af stofroserne, der blev sat på. Billederne er desværre af ringe kvalitet, fordi de blev taget i december, før gaverne blev pakket ind.



hjemmelavede fevinger

lørdag den 31. januar 2015

Militærveste til drenge

Den sidste drengegave til mine tvillingenevøer juleaften var disse to militærveste. Jeg fandt nemlig en rest camouflage-stof i efteråret i Stof2000, og det måtte jeg da have med hjem!
Vestene er syet ud fra mønstret "Lotus" fra samme butik. Jeg lavede vestene med foer og så sort kantbånd, og det gik faktisk overraskende nemt, mine evner ud i kantbånd taget i betragtning.
Igen igen er vestene magen til, men ikke helt ens. Den ene har nemlig foer af gråt lagenlærred, mens den anden har brunt.
militærveste til drenge
Juleaften var det helt vildt fedt at se drengene åbne deres pakke. Begge valgte nemlig at tage både veste, jetpacks og dinohuer på med det samme. Sikken et syn! :)

fredag den 30. januar 2015

DIY: Dino-huer

Når man er 3 år og udklædning er det nye store hit, så skal man da selvfølgelig kunne lege dinosaur.
Derfor var der ud over jetpacks også dinosaurhuer til tvillingenevøerne i julegave.
 dinosaurhuer
Dinohuer til udklædning eller dagligdag. Syet i isoli, med foer af singlejersey. Dinotakker af filt.

Vil du også lave nogle, så kommer her en kort vejledning:
Find et mønster på en elefanthue, der passer din dino.
Klip ud til elefanthuen som sædvanlig.
Klip derudover trekanter ud til takker. Jeg lavede mine i filt, så de blev relativt stabile og kan stå selv. De er cirka syv cm på hver led, inkl. sømrum.
Sy trekanterne sammen ret mod ret. Klip sømrum ned, vend og pres.
Læg trekanterne mellem de to yderdele af hætten og sy sammen ret mod ret. Bemærk, at trekanterne skal pege indad, når du syr sammen!
Vend huen til retsiden.
Skal du have foer indeni, så sy dette sammen. Læg det indeni huen og overlock eller zigzag de to huers nederste kant sammen.
Sy ribkant på hovedåbningen, og du er færdig.'

Jeg lavede to modeller, så de to drenge kan blive magen til, men ikke helt ens. Derfor er takkerne nemlig også byttet rundt, så farverne ikke sidder i samme rækkefølge.

diy dinohue

onsdag den 28. januar 2015

DIY Raketrygsæk/ jetpack

Jeg er håbløst bagefter - har endnu ikke fået vist sidste års julegaveproduktion frem. Jeg troede ellers, at jeg var i god tid, men så gik der baby i den.
Men her kommer de - i dag og de kommende dage. Først og fremmest kommer her denne raketrygsæk, eller på moderne dansk: jetpack.
jetpack hjemmelavet
Jetpack lavet af to halvanden liter flasker, et stykke pap, lidt filt og nogle store elastikbånd til remme.
Jetpacken er nemt og hurtigt lavet, så her kommer lige en lille DIY:

Du skal bruge:
To halvanden liter flasker
sølvspray
et stykke pap
Bred elastik, cirka en meter (min er 4 cm bred), eller andet materiale, der er egnet til remme
Filtrester i gul, orange og rød. Alternativt andet stof, der ikke trævler
Limpistol
 
Man tager to halvanden liter flasker og sprayer dem med sølvspray. Når de er tørret, limer du flaskerne på et stykke firkantet pap (klip det til, så det er cirka samme størrelse som flaskerne i bredden). Brug limpistol og sørg for at lime, så flaskerne sidder sammen med hinanden og godt fast på papstykket.
Derefter har du to muligheder: Enten limer du remmene fast på papstykket, eller også klipper/skærer du et par brede slidser i toppen og bunden af hver side af papstykket, sådan at remmene kan komme igennem og sættes sammen. Sørg for at passe dem til, så din lille superhelt kan få dem af og på.
Til sidst klipper du et par flammer i feks. rødt, orange og gult og limer nederst på flaskerne. Jeg tog kapslerne af og limede flammerne op i hullet, så de kom til at sidde godt fast.
Og så er din superhelt klar til lift off!

Ville ønske, at jeg havde flere fotos, men mine superheltenevøer fløj af sted med dem for fuld fart juleaften. De var ganske enkelt bare et hit. :)

mandag den 17. november 2014

Årets produktion af gaver


Det er på høje tid - og har faktisk været det noget tid - at komme i gang med årets produktion af gaver herhjemme. Derfor var jeg forleden dag i Stof2000 for at hente lidt nødvendigheder. Egentlig burde jeg jo slet ikke købe noget som helst, for jeg har stadig forbud mod at købe ting, men der manglede noget tilbehør, hvis det overhovedet skal blive til noget.
Lynlåse og piping med kobber, skråbånd i kraftig pink samt militærstof er blandt de ting, der røg under barnevognen hjem fra stofbutikken. Tingene skal dog bruges til vidt forskellige sager....



Jeg er så heldig at være tante til hele syv skønne unger og mange af dem skal (forhåbentlig og efter planen) have hjemmelavede sager. Dertil kommer et par sager til andre familiemedlemmer, som jeg naturligvis på ingen måde vil løfte sløret for endnu. Ideudvikling og planlægning har været i gang noget tid, men endnu er det ikke blevet til så meget.
Sidste år var produktionen forholdsvis intensiv i december, med både strik af halsedisser og syning af blandt andet svanevinger. Se evt. her, hvad det blev til.


Skal du lave gaver i år? Og er du kommet i gang, eller er du ligesom jeg "kun" i gang med planlægningen?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover