Nu hvor jeg sidder og kigger på billederne af denne sportstaske, fortryder jeg faktisk, at jeg gav den væk ;)

Nah, ikke helt dog. Men jeg burde snart lave en til mig selv. For kombinationen af stjernedemin og piping i kraftig pink er faktisk vildt fed, hvis jeg selv skal sige det.
Det syntes niecen på 11, som var den heldige modtager, heldigvis også. Og ifølge hende har tasken siden hendes fødselsdag været flittigt brugt til gymnastik og al den anden sport, hun så flittigt udøver.
Mønstret er fra Stof2000, hvor stoffet også engang er fundet som en rest. Tasken er nemt syet, synes jeg. Jeg lavede dog den klare fejl, at jeg troede, at jeg "hurtigt og nemt" kunne sy foeret fast i hånden på turen i bilen op til fødselsdagen. (ja, sådan er det desværre at være i vildt dårlig tid ind imellem).

Det kunne jeg så bare ikke! For det indlægsstof til tasker, der sørger for, at tasken er ret så kraftig og selv kan holde formen, er bare ikke super velegnet til lige at håndsy i. Så derfor tog det en mindre krig at lave det hele i hånden. Faktisk en god times tid til festen også. De øvrige gæster mente, at jeg var "åhh, så flittig". Jeg sad dog bare hele tiden med fornemmelsen af, at det var lidt pinligt sådan at komme anstigende med en halvfærdig gave....