Sider

Viser opslag med etiketten dyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dyr. Vis alle opslag

tirsdag den 20. januar 2015

Den syngende flodhest Vivi

Det er frygtelig forkert, at jeg først viser denne smukke dame frem nu, for hun har efterhånden været færdig i månedsvis. Men her kommer hun så langt om længe! Tadadada! Den vinterbadende flodhest Frk. Vivi - nu også med musikalske evner!
Jeg gjorde nemlig det, at jeg hæklede hende med en lille musikboks i maven, så hun kan spille sange, hvis hun bliver trukket op. Snoren til det sidder godt nok lidt "frækt" lige mellem benene - men til gengæld er den godt placeret og dingler ikke for neden, hvis man bærer hende. Du kan lige ane den hvide brik mellem hendes ben på billedet.
Musikboksen er købt på hjemmesiden www.egnedesign.dk, som også har de mange sager, jeg brugte til mit aktivitetstæppe; det er blandt andet bjælder og knitrecelofan.
Selve flodhestefrøkenen er lavet efter Aslis fine mønster på Vivi og Vincent. Hun har også lavet krokodiller og som noget helt nyt, de skønneste elefanter. Jeg tror også, jeg bliver nødt til at lave sådan en.....
hæklet flodhest med musikboks

onsdag den 23. juli 2014

BM: Mød Dario Kamp-Otto!

Sådan! Den mentale barriere over at skulle brodere øjne blev forceret i går aftes, mens ÆgteManden læste endnu et kapitel højt. Det er så hyggeligt - men mest hvis jeg har håndarbejde i hænderne. På den måde fik Dario Kamp-Otto sine øjne!
Han er godt og vel 30 cm lang og temmelig tung, så vores kommende LilleMand skal træne lidt, før han kan slæbe omkring med Otto.
Materialet er fleece, vendt så den knap så pelsede side vender udad. I starten var jeg lidt skeptisk over at bruge stof, der giver sig - men det var intet problem.

Mønstret er købt hos den fabelagtige Funkyfriendsfactory, som jeg stødte på for nylig. Absolut et besøg værd (men på eget ansvar)!! Hun har virkelig mange slags dyr, og de er meget flot udført. ÆgteManden, der er temmelig dyrekyndig, har i hvert fald godkendt detaljerne ved Dario, fordi de er meget naturtro. Se feks. ryggen, som buer rigtigt og ligesom de ægte næsehorn.
Samtidig er vejledningen til dyrene meget lette at følge, så selv om det er på engelsk og mønstret var nyt, var han overraskende hurtigt syet. Eneste hurdle var at brodere øjnene, som jeg altid udsætter lidt. Jeg får nemlig præstationsangst over, at de skal sidde helt rigtigt og være præcist ens. Her lykkedes det dog, så jeg godt synes, at jeg kan være dem bekendt.

Eneste ærgrelse jeg havde var, at han skulle fyldes fra toppen af ryggen, da det ind imellem kan være svært at få sådan en syning pæn i hånden. Det gik dog over al forventning, så Dario Kamp-Otto har startet livet uden mén eller ar af betydning.

fredag den 13. juni 2014

Kan du gætte tre samlesæt?

Solen skinner ind mellem regnbyerne - og endnu har ÆgteManden da også lidt tid til at hygge ind mellem fodboldkampene. Men de kommende uger er jeg græsenke, sådan i bogstaveligste fodboldgræs'lige forstand. Øv også! Men ikke så skidt, at det ikke er godt for noget. Forhåbentlig bliver der så masser af tid med symaskinen, hvor jeg ikke skal have dårlig samvittighed over ikke at tage mig tid til hygge med ham.
Et af mine to do-projekter her i juni er at hækle dyr til en kommende barnevognskæde. Jeg elsker, elsker dyrene fra Maja Hansens bog "Hæklede Dyr". Desværre synes jeg også, at de er temmelig omstændelige at lave med de mange små dele og den efterfølgende montering, så derfor er det ikke så mange, jeg har fået lavet.
Men nu skal det være! Her er, hvad jeg indtil videre har nået. Kan du gætte, hvilke dyr, der er tale om?

søndag den 2. juni 2013

Bettefanten og hendes første kærlighed

Det er efterhånden længe siden, at hun kom til verden. Men forleden fik hun et nyt og yderst kærligt hjem, denne lille Bettefant.
Hun kom til verden som et prøve på mønstret, der stammer fra denne bog. Siden har hun fået to brødre (der begge er en kende større, fordi det gik op for mig, at det også liiiige skulle regnes sømrum. Flot!)
Men så kom den ene af ÆgteMandens fire yndlingsniecer på besøg - og kærligheden slog straks ud i lys lue. Og da der få uger senere tikkede en ønskeseddel ind til 9-års fødselsdag, stod der "lyserød elefant fra tante" på som et af de øverste ønsker.
Jojo, så blev Tanten her så rørt, at hun ikke betænkte sig et øjeblik. Når 9-årige piger, der ellers ønsker sig "festtøj og Ipads" også gider have hjemmelavede ting, så skal de få det!




Med Bettefanten fulgte også en mængde dukketøj til Build a bear. Det viser jeg frem en anden dag.


lørdag den 20. august 2011

Elefærdig gave :-)

Endnu en lille verdensborger er kommet til verden. Mød "Ølefanten", som kom til verden på en impuls fredag aften og blev færdig, kort før den blev overgivet til sin nye mor i eftermiddag på hendes to-års fødselsdag.

Han er lavet af, hvad jeg nu havde liggende. Og der er bestemt ikke taget nogen hensyn i forhold til, om tingene matcher.... ;-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover