Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med - eller i mit tilfælde: hvad der ligger tæt på hjertet, må hænderne bruge tid på.
Derfor har jeg de sidste måneder haft dette hjertetæppe i hænderne i mange timer - for der ligger en lille skabning tæt på mit hjerte, og han skulle gerne kunne svøbes i noget blødt og rart, når han om tre måneders tid dukker frem.

Åh jo, ÆgteManden og jeg vi glæder os vildt til at møde ham! Og efter dette er blevet klart, føler jeg mig også en anelse mere parat.

Det er hæklet i bomuld i regnbuens farver, for jeg startede før jeg kendte kønnet. Og så har jeg altid været glad for regnbuens farvespil!! Bare se mit arbejde ude i højre side, som gik til ÆgteManden ved vores bryllup. Derfor var det passende, at LilleManden også skulle have et.
Mønstret er fra Busters Mors Verden - hun har i hvert fald lagt den danske oversættelse ud. Mit har en størrelse, så det passer til en barnevogn, men så der stadig er godt med tæppe til at pakke om barnet eller dynen.
Vil du hækle et lignende hjertetæppe, så kan jeg klart anbefale, at du bruger klare farver. De svageste/mest dusede af mine farver ligner nemlig hjerter dårligst, da de går i et med den lyse baggrund.

