Sider

tirsdag den 12. maj 2015

Stjæler Bloglovin dine læsere?

Lad det være sagt med det samme: Jeg elsker Bloglovin! Det er så nemt at bruge som læser, for jeg risikerer aldrig at gå glip af et indlæg fra en yndlingsblogger. Men! Jeg har gennem længere tid bemærket, at de professionelle bloggere som f.eks. Lortemor kun lader første linje af deres blogindlæg komme på Bloglovin og at man så skal klikke sig ind på deres side for at læse resten.
Årsagen er den, at ændringer hos Bloglovin gør, at man ikke længere kommer videre "ind" på de egentlige blogs - men bliver fysisk i appen, når du læser indlæg.
På den måde fjerner Bloglovin faktisk trafikken fra de bloggere, vi elsker - og ødelægger dermed både deres forretning og deres motivation. Det er jo ret skidt! For alle ved, at bloggere lever enten af cool cash i form af reklamer på deres blogs - eller af "motivationsbetaling" i form af at følge læsertal og kommentarer.
Selv kan jeg også tydeligt mærke nedgangen, selv om jeg stiger i antal faste læsere og følgere.

Er du en af dem, der gerne vil vise, at du holder af en blog - og dermed hjælpe til, at den bevares? Så skal du gøre følgende:
Gå ind i indstillingerne i din bloglovin-app på IPhone eller IPad (ved ikke, om det også gælder Android beklager). Det gør du nederst til højre under "me". Derefter klikker du på tandhjulet i øverste højre hjørne - og slår mobile view fra.
Det, der er forskellen, er, at du fremover klikker ind på selve bloggerens site, når du læser et indlæg. Det betyder også for nogle, at siderne er lidt længere tid om at loade (med min bredbåndsforbindelse mærker jeg det ikke), - men det betyder også, at du får opsætningen på sitet med i købet. Du kan så ikke længere "swipe" mellem forskellige bloggeres indlæg i dit feed. Men det går også nok for de fleste.

Den bedste bonus er, at det for mig øger min tendens til at kommentere på indlæg - noget, som alle bloggere regner som "den bedste betaling" overhovedet. For når siden allerede er indlæst, så er det bare så nemt. 
Her ser du, hvor du kan skifte visning. Slå Mobile view fra, og du støtter igen dine yndlingsblogs.

fredag den 8. maj 2015

Man burde jo være nøgen #smidtøjet


Når man kan tage to SÅ store sække tøj fra, og stadig have et helt igennem propfyldt tøjskab, så har man altså for meget! Det er den altovervejende følelse, jeg står tilbage med, efter at have - ja #smidtøjet - i går. 
Smid Tøjet kampagnen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt. For jeg var netop i gang med at skifte fra vente- og ammetøj og tilbage til "mit eget" tøj. At have sådan et års tænkepause fra forholdet til ens tøj gør virkelig, at jeg kan se på det med nye øjne. Før graviditeten valgte jeg bevidst fra at sortere groft ud, men nu er det bare så oplagt. Jeg har aldrig været den gale shopper, og ville aldrig have gættet, at jeg havde så meget. Men det havde jeg!!
Gennem det sidste stykke tid har jeg begejstret fulgt med i Project Handmades bestræbelser på at sortere ud i sine ting - og også undgå at købe nyt tøj for i stedet at bruge det, hun har eller selv at producere så meget som muligt.  Hun gør det af tre årsager, som jeg virkelig kan genkende: Miljøet (tøj er en af de mest forurenende industrier), pengepungen (hvorfor bruge formuer på ting, man alligevel bare har liggende i skabet), og pladshensyn (størrelsen på skabet). Samtidig beretter hun, at der er færre tøjkriser, når skabet ikke er fyldt med tøj, man alligevel ikke vil gå med, men kun yndlingstøj.

Jeg er kun på step 1 af mange trin mod at få det sådan. Men de to sække tøj er en vigtig start. For hvorfor have det liggende, når det kan gøre helt konkret gavn andre steder! Derudover har jeg sat en række ting til salg på Trendsales, ud fra det samme ønske; at det skal gøre gavn og glæde andre steder.
Tilbage i skabet er der stadig virkelig meget tøj. Og nu kommer næste øvelse, også inspireret af Project Handmades købestop. Jeg skal nu finde ud af, hvad jeg egentlig bruger og har det godt i - og hvilke stykker tøj, jeg altid fravælger i sidste øjeblik alligevel. De sidste skal ud om et halvt års tid. Indtil da vil jeg begrænse mine nykøb til et minimum. Købestop bliver det ikke til, for oprydningen afslørede en seriøs mangel på gode jeans. Men jeg kan mærke, at det føles super at have taget beslutningen om lige at hoppe af køberæset og bare nyde mit eget, gamle tøj.



tirsdag den 5. maj 2015

Løve-applikation undervejs

Som jeg viste i går, har jeg nogle brune og orange farver igang. Og her kommer endnu et procesbillede. Løven her er lånt fra den fabelagtige Anna med bloggen Laralil. Kender du den ikke, bør du straks gøre bekendtskabet!
Jeg har tidligere brugt løven til et par babyprojekter, nemlig et par barnevognsrande, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået vist frem, andet end som igangværende.
Det er en fejl, for motiverne er så fine, så fine. At lave applikationer tager tid, når mønstrene først skal tegnes af, klippes ud, stryges på og til sidst have stikninger eller zigzag. Men det giver virkelig tøjet noget ekstra!

mandag den 4. maj 2015

Sådan noget barsel er altså lækkert

Liget et hurtigt indspark fra dagens hyggestund. Sådan noget barsel er altså ret lækkert, når solen skinner på altanen og den lille Bisse tager sig en dejlig, rolig lur, så Mor kan sy over en kop kaffe.

Jeg føler mig dagligt så usædvanlig heldig. Ikke kun over, at jeg har fået en lækker (sådan er det jo at være Mor), men også yderst nem og tilfreds dreng. Men også over, at jeg bor i et land, hvor vi har mulighed for at være fuldtids sammen i så mange måneder, at vi kan få den bedst mulige start på livet som familie.
De orange knapper her bliver syet på et par overalls, som jeg snart viser frem. De skal lige sys færdige og gives som gave først.

søndag den 3. maj 2015

Sykursets første resultat - så meget at lære

Alle burde har ret til et sykursus!
Så kort kan det siges, her adskillige uger inde i mit AOF-kursus i syning, mønstertilretning og tilskæring. Jeg. Elsker. Det!
 Det er simpelthen fantastisk at have næsten tre timer uden afbrydelser til ren fordybelse - og læring! Jeg suger til mig som en udtørret svamp, og er på ingen måde flov over, at jeg er den rene stræber på holdet. Jep, jeg er topforberedt hver eneste gang. Ikke noget med at sidde og bruge dyrebar lærer-i-nærheden-tid på at tegne mønstre og klippe ud. Det kan jeg jo godt finde ud af. Der skal puttes mere viden ind - og jeg synes virkelig, at jeg lærer meget.
Her er et af de første resultat af kurset, nemlig et par ægte Elsebeth Gynther-overalls. De er langt fra perfekte, men jeg fik prøvet ret så mange teknikker af - og det kunne jeg især mærke, da jeg skulle sy de efterfølgende... ;) Skråbånd bliver vist aldrig min favorit. Men jeg skal dælme lære det!!
Det ville klart have hjulpet, hvis de liiiige havde set et strygejern, før fotografen gik i aktion....
 Der er dog én hård ting ved kurset - jeg bliver ekstra klar over, hvor meget der faktisk er at lære inden for syning!! Puha. Når nogle af de øvrige kursister tilskærer deres helt egne grundmønstre til kjoler og bukser, så kan jeg kun blive imponeret. Der er godt nok langt endnu.


Smækbukserne er syet i blåt babyfløjl fra lageret. Belægningerne er også fra lageret, nemlig en rest, jeg engang fandt i Panduro. Sidst, men ikke mindst, har jeg sat mine nyindkøbte mærkater (fra Ikast Etiket) i. Navnet BroBissen spiller på vores efternavn og er et af favoritkælenavnene til LilleManden.


fredag den 1. maj 2015

Genbrugstema! Nogle skal jo købe og bruge kludene, som Danmark smider ;)

Mens Danmark er i fuld gang med at smide tøjet, så tillader jeg mig at tænke lidt frem. For der er jo også nogle, der skal købe kludene, før de bliver til rent guld for Røde Kors! Og her passer superblogger Christinas majprojekt perfekt ind!
For længe siden kom vi nemlig til at skrive om, at vi ofte kom til at købe stoffer i genbrugser - men at det kniber lidt mere med rent faktisk at få dem brugt.... Det skal maj måneds tema så hjælpe lidt på.
Da Christina skrev om temaet, tænkte jeg "åh nej, det rammer lige den dårlige samvittighed". Men så kom jeg til at gennemgå alle de ventende indlæg, der hober sig som kladder. Og jeg har faktisk været ret god til at bruge genbrugsstoffer den sidste måned!
Så spænd sikkerhedsbæltet - nu skal der vises frem. Til en start får du lige et foto af mit seneste projekt; nemlig denne taske, der blev færdig forleden. Der er faktisk også brugt stof fundet i genneren. Jeg siger bare ikke, hvad det er.... ;)
Cylindertaske, mønster fra Stof2000. Særskilt indlæg om tasken kommer senere på måneden ;)

søndag den 22. februar 2015

Stjernestøv undervejs


Den begynder at tage form, min stjernevrimmel. Modtageren er stadig hemmelig, så det er med let tilbageholdt åndedræt, at jeg viser frem. For tænk nu, hvis han læser med!
Selv om det føles, som om det går langsomt, så er jeg egentlig nået længere, end jeg havde turdet håbe på. Siden jeg startede i september (og viste frem første gang i november), så er det alligevel blevet til omkring 50 stjerner og flere er på vej. Samtidig har jeg nået at sætte rigtig mange af dem sammen.
patchwork stjerner heksagoner
Jeg har valgt, at der skal være hvide heksagoner ind mellem stjernerne af to årsager. Både for, at det skulle gå hurtigere (jeg har nemlig en klar deadline snart), selv om det med hastværk er noget mærkeligt noget at sige om patchwork, syet i hånden. Og så synes jeg, at det blev lidt for koncentreret, hvis der ikke var noget imellem de mange stjerner, sådan som jeg viste på fotoet her.
Som det ligger her på gulvet, kan man se sømrummet meget tydeligt på de hvide heksagoner. Det vil dog ikke ses, når der kommer foer ind mellem lagene.

fredag den 20. februar 2015

Hjemmelavede fevinger


Mine niecer er stadig tossede med at klæde sig ud. Så derfor var det klart, at de skulle have fevinger i julegaver. Fordi der var så travlt op til jul, fik jeg aldrig vist dem. Men de blev så fine, at jeg ikke vil snyde jer for dem.
For faktisk blev disse vinger lidt af en drøm af guld - som jeg ville ønske, jeg havde haft, dengang jeg løb rundt på græsset som barn og drømte, jeg kunne flyve og svinge om mig med tryllestøv.
De er egentlig ret enkle - lavet af blomstertråd, et par nylonstrømper, en frygtelig mængde guldspray, lidt gaffatape, en limpistol, nogle hjemmelavede stofroser og en meter bred elastik.
Fremgangsmåden har jeg ikke dokumenteret, men jeg kan prøve at beskrive den, hvis der er interesse for det?
lav selv fevinger
Detaljebillede af stofroserne, der blev sat på. Billederne er desværre af ringe kvalitet, fordi de blev taget i december, før gaverne blev pakket ind.



hjemmelavede fevinger

onsdag den 18. februar 2015

Trykknapper til savlesmæk og syhold


Et lidt uskarpt foto og en stor og tilfreds hilsen herfra. I aftes startede jeg nemlig på mit nye syhold - hurra for næsten tre timer hver tirsdag til at nørde uden afbrydelser!
Jeg starter lidt blødt med en elefanthue til LilleManden, som jeg håber at kunne vise frem snart. De første gange er der dog altid run på hos læreren, så jeg kom ikke så langt. Heldigvis havde jeg forberedt mig med at have lidt småting med, der skulle sættes knapper i og nåles sammen klar til syning, sådan at jeg ikke skulle sidde passivt hen.
Det betød, at disse to savlesmække blev færdige. De er syet for nogle uger siden efter den dygtige Laralils mønster og vejledning. I går fik jeg så taget min julegave i brug, nemlig mit trykknapsæt.
sy savlesmæk
Noget af det sværeste i går aftes var, da vi skulle fortælle, hvor langt vi er udi sykunsten. For jeg er jo ikke helt begynder efter at have syet i flere år. Men alt er jo aflært på nettet og i bøger - og jeg er hele tiden nervøs for, om der er noget, jeg har overset, fordi jeg aldrig har fået det grundlæggende på plads. Nu glæder jeg mig meget til at kunne få ryggen fri og med sikkerhed sige, at jeg har fod på lidt af det.

lørdag den 7. februar 2015

Et par ting at glæde sig over



Jeg bliver så glad, hver gang jeg har brug for en sytråd - og jeg så finder en nøjagtigt matchende rulle i min samling. Især når jeg skal bruge den til noget så forholdsvis kedeligt som lapning af tøj!
For når det gælder tøjlapning, så er der to helt afgørende ting, der skal til for succes:
1. Find en tråd, der matcher tøjet.
2. Få det lappet, før hullet bliver værre.

I går fik jeg lappet hele to cardigans, der var løbet i nakkens rib. Det absolut bedste ved sådan et projekt er, når det kan stryges på to-do listen. Og så altså glæden ved at finde den matchende tråd...
Det med tråden er blevet en hel del lettere efter jul, hvor en af mine gaver var denne holder til sytråd. Man tror ikke, at sådan en kan øge ens livskvalitet - før man har den! For nøj, hvor er jeg bare glad for, at jeg ikke længere skal have min tråd i en plastpose, hvor det hele løber og hvor man intet kan se.
Og nu hvor vi er ved glæden - så er det da fantastisk at have to trøjer, der nu er frisklappede, så jeg ikke behøver at bruge penge på nye.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover