Sider

fredag den 25. september 2015

Ta da: Turkis vest

Endnu en vest har set dagens lys. Denne gang en af de mest klassiske, der findes lige for tiden, nemlig den, der går under navnet Askeladens/Farmorfabrikkens og talrige andre navne.
strikket vest til børnDenne er i størrelse 1 år, som er det største af Farmorfabrikkens mønster-størrelser. Jeg ville rigtig gerne strikke dem til sønnen og til gave i større størrelser, så jeg købte derfor den ægte fra Askeladen - men må sige, at jeg blev skuffet.
For her var gradueringen i størrelser kun gjort ved at ændre pindestørrelserne - og der var ingen data overhovedet på hvor mange centimeter, der skulle strikkes af det ene eller det andet. Det er desværre ikke første gang, jeg har oplevet det fra forskellige sælgere af opskrifter.
Når jeg tænker på, hvor meget andre gør ud af gratis opskrifter, så bliver jeg engang imellem overrasket over, hvad folk tror, at de kan få penge for.
Det er her vigtigt for mig at fortælle, at jeg GERNE vil betale for det kæmpe stykke arbejde, der ligger i at udvikle opskrifter! Jeg arbejder selv i en branche, hvor rettigheder er vigtige, så jeg forstår og respekterer, at folk skal betales for det arbejde, de udfører. Alt andet er at stjæle og er dårlig stil - og vil i sidste ende betyde, at der ikke bliver udviklet nye opskrifter. Men når det så er sagt, så mener jeg ikke, at man bør tage penge for halve opskrifter eller halvt arbejde. Det kan sagtens være, at det er mig, der bare er dum eller ikke så erfaren, at jeg "bare" lige kan gætte, at jeg da skal strikke sådan og sådan. Men når jeg nu ikke har en model at måle på undervejs, om størrelsen passer (fordi det blandt andet skulle have været til gave), så giver opskriften bare ikke mening.
Nu ender sønnens næste vest så nok med at være en non stop top som denne i stedet. Det er så en gratis, men helt igennem gennemført og grundig opskrift.

mandag den 21. september 2015

Ta da: Endnu en af de varme


Jeg elsker efterår! Farverne, der bare er lidt mere klare. Følelsen af, at der er køligt, men at solen stadig bager i ansigtet. De mange æbler, blomster og andre afgrøder, der bugner i mine forældres have. Og læg så dertil, at jeg lige har haft fødselsdag og at vi netop har startet to ugers ferie. Ja, så nærmer september sig vist faktisk min favoritmåned ;)
De sidste uger har været ualmindelig hårde, så jeg er ikke ligefrem så langt med to do ta da, som jeg gerne ville være. Men kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har været ambitiøs her i blogland. Og nu har jeg jo ferie, så nu skal den have gas.
Endnu en ting er dog kommet af pindene. Nemlig denne vest, der er samme model, som den flaskegrønne, jeg viste forleden; nemlig non stop top fra strikkemekkaet Ravelry.
Denne er lige nummeret mindre, nemlig størrelse 3-4 år. Der er gået 47 gram lækker højlandsuld til den.
Jeg synes altid, at de ser så sjove og deforme ud, disse strikveste i rib. Men det er der jo en grund til - de kan jo strækkes helt vildt i omfang. Og selv om jeg har lavet en del efterhånden, har jeg altså stadig ikke vænnet mig til udtrykket. Denne er endnu en gave - jeg har nemlig lavet en byttehandel med min veninde om, at vi fik en hel masse tøj til vores dreng, som hendes dreng er vokset ud af. Og så strikker jeg et par veste til hendes dreng og pige som tak! Elsker den slags aftaler; det er ren bytte-bytte købmand, og jeg synes, det er skønt, når noget jeg kan lave med mine hænder, har en værdi for andre.

torsdag den 17. september 2015

Ta da: Flaskegrøn og færdig

Den flaskegrønne, lækre uldsag, som jeg viste forleden, er kommet af pindene - og jeg har fået vasket fingrene fri for overskudsfarven. Tada!!!

Jeg lovede sidst at fortælle mere om vestens/toppens baggrund, så her kommer de:
Strikket i flaskegrøn højlandsuld på pind.
Der gik 55 gram til en større 5-6 år, så det er en let, men lun sag.
Mønstret hedder Non Stop Top og kan findes her på Ravelry. Er du ikke medlem af forummet, kan jeg kun sige: Gør det! Hvorfor skal jeg nok forklare nærmere en af de kommende dage. Men kort sagt: Det er et strikke- og hæklemekka!
Toppen er strikket på pind 3 og der er virkelig et minimum af montering i den. Det er noget, jeg kan lide! Og selv om jeg stadig ikke er den største fan af at strikke rib, så synes jeg faktisk, at den er ret lækker. Jeg glæder mig til at se den på den dreng, der skal have den - og håber, at den passer. Der er rib og det, at den kan strækkes efter behov, jo vildt praktisk.


onsdag den 9. september 2015

hård hækling - og gode øvelser

En af mine september- to do's er at hækle kurve i zpaghetti til gavebrug. Men det er altså et længerevarende projekt! Jeg har været i gang i over en måned, men fordi mine skuldre, albuer og håndled ikke kan klare særlig meget ad gangen, så går det bare langsomt med at få dem færdige.

hækling kurve zpaghetti
Har du også udfordringer med strik/hækling/syning, fordi du får ondt af de gentagne bevægelser og de samme stillinger i længere tid?
Her er nogle af de øvelser, som jeg virkelig synes gør en forskel, når jeg har fået hæklet lige lidt for længe og derfor får ondt i armene og skuldrene, hvilket ofte sætter sig til en gedigen hovedpine.
Jeg bruger især dem nummer 23, fordi den strækker bagsiden af mine skulderblade super godt. Men alle dem med arme og skuldre gør en god forskel! 


mandag den 7. september 2015

Fuld af overskud(sfarve)!!

Produktionen af to-do'er er i fuld gang. Blandt andet denne vest til en tre-årig dreng, strikket af mit nyindkøbte luksusgarn fra Facebook/garnudsalg. MEN! Der er altså bare så meget overskudsfarve i garnet, at mine fingre er helt grønne, hver gang jeg har strikket på vesten!  Det er jeg ikke voldsomt imponeret over. Og nu er det jo lidt for sent at sætte gang i en vask af garnet, så der er ikke andet for end at strikke videre - og så holde grundigt øje med, hvor jeg sætter fingrene, når jeg har strikket.
Vesten er faktisk rigtig fin. Det er en model hentet fra det altid brugbare strikkemekka Ravelry. Når den er færdig, skal jeg nok lægge flere informationer - og billeder - op.

torsdag den 3. september 2015

to-do september

Lidt forsinket, men here we Go!!
De sidste par måneder har jeg været lagt ned på kreafronten, for at komme tilbage til arbejdet efter barsel har været noget af en mundfuld. Ikke forstået sådan, at jeg ikke er blevet taget godt imod, eller at V ikke har klaret det godt i vuggestuen. For det hele er gået så fint. Det har bare taget alle mine kræfter. Så det eneste, der har været overskud til, har været strik i sofaen til tv eller serier om aftenen. Men det har jo også ret...
Men nu skal der ske ting og sager! Og her er "to do ta da" jo perfekt!! Så jeg har lavet en ambitiøs liste, og håber nu at køre derudaf for alvor :)

HÆKLE
Færdiggøre hæklede kurve
Flodhest hækles færdig

SY
Sy ny kasket til V
sy bukser til lange, smalle V
Sy kappe til BatMan
Starte på betræk til legemadras
Lappe mælkedrengebukser

STRIKKE
Strikke grøn trøje færdig
Strikke Viktor-vest 

DIVERSE
Nye knapper i cardigan
veste skal monteres
Pynt på Vs nye værelse 
Gennemgå krealager og ufo'er
Mindst to ufo'er færdige ud over flodhest

At jeg skulle til at sy tøj til V, var faktisk slet ikke planen. Vi har været så heldige at få en hel masse tøj fra venner og bekendte, samt de fantastiske rotationsgrupper på Facebook. Så jeg troede egentlig, at jeg kunne præsentere fuld garderobe til den unge mand. MEN! LilleManden er bare så lang (pt godt 80 cm) i forhold til sin vægt (pt 9,75 kg), at han bukserne enten stumper ved anklerne, eller falder ned om anklerne på ham.
Så mor her må vist igang ved symaskinen igen med noget buksesyning. Det er jeg nu ikke helt ked af, hvis jeg skal være ærlig.

fredag den 28. august 2015

Yndlingssønnens smækbukser

Faktisk er han snart vokset ud af dem. Men alligevel vil jeg så gerne lige vise dem frem!
Disse overalls/smækbukser var nemlig et af mine store ønsker, da jeg tog på sykursus i foråret. For der fandtes vitterlig ingen mønstre på shorts-smækbukser, sådan som jeg drømte om dem.
Derfor måtte de selv konstrueres - og det gjorde jeg sgu!
Godt nok skete det med betydelig hjælp fra min fremragende lærer, der er uddannet mønsterkonstruktør og haute couture skrædder. Men skaberglæden, den var bare helt i top!
 Udgangspunktet var et Ottobre-mønster på et par smækbukser (Ottobre 3/2014 nummer syv på side 11). Men ser du mønstret derfra og så det, vi endte op med, så er der meget lang vej. Vi ændrede ryggen på bukserne, sådan at de går ned til livet. Det betød også, at vi måtte forlænge stropperne. På forsiden ændrede vi fronten, sådan at den fik smæk-faconen i stedet for bare at være bred hele vejen. Derudover ændrede vi højden på dem og rundingen.
Til sidst lavede jeg bukserne kortere, sådan at de blev mere shorts-agtige og så valgte jeg at sætte elastik i, frem for at de bare var "lige ned".
Alt i alt var det en vildt fed proces, og jeg vil så gerne lave flere af den slags bukser til ham. Faktum er dog desværre, at han ikke har fået brugt dem særlig meget. For som kravlende er de ikke helt optimale for knæene. Men næste år, så skal han klart have flere at stavre rundt i!






fredag den 21. august 2015

Sigrids dragt

Denne lille, fine dragt blev forleden givet væk til en af mine yndlingspersoner - eller nærmere hendes lille nye datter Sigrid.
Håber er, at den yndige unge dame kan pynte sig med dragten snart, mens vejret er til luftige og lette buksedragter. Eller også senere med et par strømpebukser og en langærmet body under.
Moderen er ikke meget til det alt for tøse-tøsede til sin datter. Derfor faldt valget også på de lyseblå knapper og kantebånd i stedet for det traditionelle lyserøde valg. 

Jeg syede dragten delvis på min syskole i foråret - men for søren da, den tog længere tid end planlagt. Blandt andet på grund af de mange detaljer med pyntestikninger som her på ryggen - og også lukningen forneden. Ved den sidstnævnte var syvejledningen og jeg godt nok ikke særlig gode venner! normalt har jeg ikke de store udfordringer med dem, men denne var - trods det at der var billedvejledning også - helt komplet umulig at forstå.
Skal jeg sy sådan en igen, er der en hel del ting, jeg skal ændre. Men der går nok lidt tid....
Mønstret er fra Symagasinet.


mandag den 10. august 2015

Strik i skumringen

Efter en mandag med masser af forhindringer og lidt arbejde, efter mindstemanden er lagt, er det nu tid til hyggestrik i skumringen. Ipad'en sørger for lidt god dokumentar, og så er det bare med at lade hjernen gå i tomgang, mens hænderne klarer arbejdet i stedet.
Altanen bruger vi for sjældent, men je håber, det bliver bedre, efter vi har skiftet vores barnevogn ud med denne opsats og disse ophæng med blomster. De hjælper gevaldigt på hyggen midt i en ellers grå beton.

søndag den 9. august 2015

Hovsakøb af genbrugsgarn!

Ja, jeg havde jo egentlig købestop af garn og stof. For lageret bugner og med mit nuværende kreatempo vil det tage årevis at få brugt sagerne!
Samtidig har jeg faktisk efterhånden fået lidt allergi mod at blive ved med at købe ting. Læste i dag, at det kaldes stuffocation af trendforskere - når forbrugerismen slår bak og man har fået nok af at købe bare for at købe.
Egentlig har jeg aldrig haft det store forbrug af ting og sager - for eksempel ejer vi stort set ingen af de moderigtige dimser, lysestager, vaser og lignende her i huset. Og jeg følger på ingen måde modeluner indenfor tøj og boligindretning. Alligevel er jeg blevet træt af forbrugsræset. Dog uden på nogen måde at være hellig. For jeg køber stadig det, jeg vil have. Jeg vil bare ikke have lige så meget... Og jeg finder i stigende grad det, jeg vil have, på Reshopper, Den Blå Avis eller i genbrugsmarkeder. Ofte er glæden endda endnu større ved at finde det, jeg mangler der, frem for i rigtige butikker.
Men så faldt jeg jo i den anden dag. For i facebook-gruppen Garnsalg var der en rar dame, der solgte ud af hele 1,1 kilo Højlandsuld fra Garnsalg. Og så endda til lav pris!
Min hjerne stod helt af og forbeholdene forsvandt fuldstændigt. For det var både billigt, nærmest genbrug, og stort set alle farverne var præcis dem, jeg selv ville have valgt.
Det kunne jeg ikke stå for. Så nu har står jeg med alt det fine garn og sukker lidt. Både lidt af glæde - for hvor er det bare lækkert (selv om jeg nok kommer til at være noget tid om at få taget mig sammen til at bruge den Gollum-gule...). Men også et lille suk over, at jeg nu igen har proppet flere ting ind i mit liv, når jeg ellers prøver at sortere lidt ud. Jeg er dog overbevist om, at dette garn nok skal være et godt køb. Og så vender jeg ellers tilbage til mit ønske om garnstop - præcis som jeg også prædikede sidste gang.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover