Sider

fredag den 18. juli 2014

BM: Dynebetræk - mens vi venter på Otto

Mens Dario Kamp-Otto (stavefejlen er med vilje, red.) lader vente på sig, fordi jeg lige skal have taget mod til at brodere øjne på det "lille" næsehorn, så får I lige et par andre dyr i mellemtiden. Her kommer nemlig et babydynebetræk, som jeg syede forleden.

Det er syet delvis efter endnu en af Laralils fremragende DIY'er, dog har jeg valgt, at der skulle være knaplukning i bunden i stedet for den usynlige lynlås. Det gav mig lidt udfordringer at udtænke det, men det endte med at blive, som jeg gerne ville have det. 



Jeg er ret tosset med piping for tiden, om end jeg er lidt spændt på, hvordan det er for Lillemanden at have den lidt skarpe kant fra tittekanten på sin dyne. Men nu skal det prøves - for det ser så pænt ud! Flere piping- og babyprojekter er på trapperne her i boys month, som jeg virkelig synes er skøn og byder på meget, lækker inspiration!

torsdag den 17. juli 2014

BM: kunsten at udstoppe et næsehorn

Jeg vidste det jo godt: næsehorn er store dyr! (Har faktisk selv set indtil flere live i Sydafrika for snart to år siden). Men jeg havde alligevel ikke troet, at der ville gå næsten to poser fyld til det "lille" næsehorn, som er dagens produktion. Og der er stadig plads i ham. Håber, at jeg har nok!!
Hvis ikke jeg løber tør for fyld, kan jeg forhåbentlig vise ham frem i færdig-udstoppet version senere på dagen ;)

tirsdag den 15. juli 2014

BM: Pusleunderlag på plads




Dagens projekt var at få puslet et nyt betræk til vores puslepude på plads. Vi har nemlig været så heldige at få foræret et brugt puslebord fra Stokke - men jeg ville derfor gerne have et nyt og bedre betræk på end det frotte-betræk, som fulgte med. Først og fremmest fordi jeg ikke kan se det smarte i frotteen, som jeg kun kan forestille mig hurtigt må blive beskidt, men også fordi det eksisterende vaskbare betræk under var lidt slidt.
 Det nye, jeg valgte at sy, er lavet i tekstilvoksdug fra lageret (hurra, endnu en lagerreduktion) og jeg synes egentlig, at det er blevet rigtig flot!
Fremgangsmåden kort: Jeg tegnede måttens omrids ved brug af træpladen til puslebordet og tillagde sømrum. Derefter lavede jeg fire stykker til bagsiden som vist på fotoet og syede dem sammen med forstykket. Til sidst blev der lavet løbegange på alle fire stykker, sådan at jeg kunne trække en snor igennem og dermed trække bagstykkerne sammen, så betrækket kommer til at sidde til på puden.
Endnu er der lidt foldelinjer i voksdugen, men jeg satser på, at de går væk, når betrækket først har vænnet sig til at være spændt ud under brug.

søndag den 13. juli 2014

Finaleprojektet

Mens manden ser VM-finale hyggesyr jeg ved siden af. Aftenens projekt er en såkaldt Umulius-klods, som jeg har fået en bestilling på. Elsker hyggen ved at sy patchwork! Jeg kan ikke linke hverken til egne eller andres sider her fra telefonen, så vejledninger og min tidligere Umulius må I få en anden dag - men god kamp og god aften til jer alle!

lørdag den 12. juli 2014

BM: kan drenge også gå i bloomers?

.... Eller skal man hellere kalde dem for små shorts? Uanset hvad så har jeg i hvert fald syet to par i dag! Begge er de syet i stof fra lageret, nærmere bestemt nogle gamle dynebetræk fundet i genbrugs. 
De er syet i str. 60 - men jeg kan endnu ikke fremvise nogle med drengebarn i - for han dukker formentlig først op om et par uger. 
Egentlig var det slet ikke disse her, der stod øverst på projektlisten. Men ugens varme vejr (pyyyyyha det er varmt at være gravid!) gjorde, at jeg begyndte at tænke i sommerbeklædning også til familiens nye medlem.
Mønstret er fundet i Symagasinet juni 2011.

torsdag den 10. juli 2014

BM: pusleunderlag


Første, rigtige drengeprojekt herfra blev dette pusleunderlag, der kom ud af maskinen i forgårs aftes, mens tyskerne tævede livsglæden ud af de stakkels sejrsikre brasilianere. Åhh, det var skønt med lidt rigtig kvalitetstid med maskinen!
Underlaget er lavet af to lag voksdug og med et mellemlag af blød frotte, fundet i en genbrugs. Det hele stammer naturligvis fra mit bugnende lager, som jeg gør en ihærdig indsats for at nedbringe! Derefter har det fået en sort kant af skråbånd.
Mønstret er fundet i den spritnye bog Barsling, som jeg var så heldig at fange på biblioteket forleden.  Det smarte er, at det har en hoved- og haleside, fordi buerne er så forskellige.


Underlaget vejer og fylder næsten ingenting - og tanken er da også, at det skal ligge i den pusletaske, som jeg håber at nå at sy før fødslen, om LilleManden vil.

tirsdag den 8. juli 2014

Den Store Stofbunke: planerne for BM

Langt om længe blev der tid til at gå i stofdyngerne i aftes. Missionen var klar: find stof og udstyr til denne måneds projekter til Boys Month! Jeg har mildest talt mange planer, hvad den store dynge på billedet da også vidner om... 
En del er halvfærdige projekter, der gerne skulle flyve fra UFO-stadiet til brugbare sager. Det gælder blandt andet et par babytæpper (og herunder også et hængeparti fra to do tá da måneden, host host...)
I det hele taget bliver det primært babyprojekter, som jeg vil bruge tid på - det skyldes, at vi venter en Lillemand enten sidst på måneden eller først i august. 
Men der skulle også gerne blive tid til et par gaver til nogle snart tre-årige nevøer og så også nogle legesager til de lidt ældre drenge - hvis jeg altså ikke lige pludselig bliver overhalet indenom af urets tikken og en dreng, der vil ud i verden.

søndag den 6. juli 2014

Hæklet uro med stjerner


Dette indlæg slår to fluer med ét smæk - det sætter nemlig et punktum for To do ta da-udfordringen fra juni og starter Boys Month for mit vedkommende her i juli. Uroen med stjerner var nemlig på to do listen - og den er beregnet til den Lillemand, hvis spark lige nu gør, at min mave danser sin egen lille hopsa her på sofaen. Om alt går vel, så dukker han frem om et par uger eller fire (det gør ikke noget, hvis han venter fire - jeg har så mange projekter, jeg gerne vil nå, før han kommer ud til os ;) )
Der er i alt 16 hæklede stjerner i uroen, og de har en tendens til at danse rigtig meget, fordi fiskesnørerne hænger tæt og den ene stjernes bevægelser derfor sætter andre i gang. Fordi det er en drengeuro, har jeg holdt den i blå og grønlige samt hvide/grå farver.
Opskriften på stjernerne er fra Filihunkat og den skulle være oprindelig være brugt til barnevognskæde ligesom hendes. Men stjernerne blev for store, syntes jeg og så blev det til en uro. Derefter var planen, at uroen skulle være "regnbuefarvet" - men jeg syntes, at de mange farver blev for voldsomme - og så endte det sådan her.
Endnu har jeg ikke bestemt, om den skal hænge over puslepladsen, over sengen eller et helt tredje sted - meeen mon ikke det kommer....

fredag den 4. juli 2014

to do - ta da: Nederdele og rullesøm


Lidt forsinket indlæg, men bedre sent end aldrig. (og så er det snart slut med to-do ta-da indlæg og videre til Frk. Turkis' drengemåned!!)
Ifølge min to-do-liste for juni skulle jeg lave en fødselsdagsgave til en af mine mange niecer. Men da denne niece primært ønskede sig ting, som ikke lige lod sig konstruere, med mindre man har en plastmaskine ved hånden, så blev det i stedet et par nederdele til et par af de andre niecer, hvis mor har overøst mig med babytøj til den kommende Lillemand.  
Tidligere i juni fik de lyshårede søstre hver deres prinsessenederdel - og jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne genbruge mønstret derfra. Dog er der lige lavet til tilretninger i form af lidt større rib til den yngste, da den vist ellers var lidt trang i det. Nederdelene er størrelse 3 og 6 år.

Det allerbedste var dog, at jeg fik prøvet kræfter med at lave en rullesøm. Piece of cake for mange af jer andre - men en ny teknik for mig. Og da jeg først lige fik grejet det, så var det som så meget andet, slet ikke så svært. Min kære gamle Firser-Pfaff har ekstraudstyret i orden, og hvis jeg bare holdt tungen lige i munden, så gik det fint med at fodre sneglen på trykfoden (se billedet herunder) med stof. Hurra!


tirsdag den 1. juli 2014

to do - ta da: Babybukser


Midt i al oprydningen i forbindelse med to do - ta da projekterne, som jeg har vist de sidste par dage, dukkede der også disse bukser op. De var klippet og klar - men manglede liiige at blive syet sammen.
Det er de nu blevet og gavestakken har fået lidt ekstra.
Mønstret er som altid Minikreas ballonbukser og størrelsen er en 56/62, hvis mine noter står til troende.

Og jeg har altså stadig lidt at vise frem fra to do - ta da måneden! Jeg er bare lidt handicappet af en ferietur i sommerhus, som lige satte en prop i blogindlæggene. De sidste ting kommer de næste par dage (og så starter Frk. Turkis' Boys Month for fuldt blæs!)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover