Sider

søndag den 13. november 2011

Lagt op til at ligge ned

Forleden lagde jeg op til, at en baby snart kan komme til at ligge godt og varmt. Jeg er ret tosset med de lilla farver - men var også bange for, at det skulle blive for ferskt. Der har de store bogstaver i orange, pink og røde farver en god funktion - de tilføjer lidt spræl.

Størstedelen af felterne er genbrugsstykker fundet rundt omkring. Men cupcakes, de ensfarvede felter samt bogstaverne er nye og giver lige lidt ekstra, synes jeg.

Det hele blev lagt op i den del af dagen, hvor det er mørkt. Svært at nå andet, synes jeg. Alligevel tager jeg altid fotos af tingene, når jeg er næsten-tilfreds. Det kan ind imellem være nemmere at overskue alle felterne, når man ser dem på den lille kameraskærm, frem for at være spredt ud over hele gulvet.

I dag, søndag, skal det forhåbentlig en tur i symaskinen det hele - og så ligger en lækker lilla fleece klar til at agere støtte, varme og bagside til tæppet.

torsdag den 10. november 2011

Taskestrimler i lange baner

Som jeg skrev i går, så havde jeg hele kaffepose-samlingen med i sommerhus. Det blev desværre bare ikke til nogen færdige tasker - for planen er, at de skal være forholdsvis store. Nu ligger de i stedet foldet fint i lange strimler og venter på, at kantinedamerne får samlet flere røde og brun/sorte poser sammen til mig :-)

Her den første og største samling af rene, røde poser, dog med små hvide indslag rundt omkring.  Klart dem, jeg havde flest af.

Den næste samling er lavet af de samme røde Merrild Professionel-poser, her har jeg bare samlet de, der har haft tekst og/eller streg på.
De brune poser her er jeg ret vild med - desværre er billedet lidt mørkt. Det er kakao-poser, flere steder med lidt guldskrift på det brun/sorte.
Jeg kunnne ikke lade være med at kigge de alternative muligheder for taskerne udseende. De kunne nemlig også være endt med disse udtryk, hvis jeg bare havde vendt leddene om. Hvad synes du? Er de øverste (her over denne tekst) eller de nederste (herunder) bedst? Der er i hvert fald markante forskelle, synes jeg:

onsdag den 9. november 2011

Trip, trap, taske

Hvis der var noget, tiden gik med i sommerhuset, var det flettede tasker af kaffeposer. Jeg havde hele samlingen af Kantinedamernes fine donationer med, så der var rigeligt at tage fat på.
Ofte, når jeg folder, laver jeg en masse led, før jeg sætter dem sammen. Det giver bedre overblik, synes jeg. Hidtil har det krævet indtil flere tunge bøger eller klemmer, eller hvad-der-nu-lige-er-ved-hånden-udstyr, til at holde leddene sammen, så de ikke folder ud og skal foldes igen-igen. Men i sommerhuset fandt jeg det bedste trick:
Et Trip-Trap (i hvert fald den stil) bord. Hullerne i bordet passede, som var de lavet til Merrild-poserne - og det var simpelthen bare så lækkert at kunne sidde og flette med godt overblik!
Nu skal jeg bare lige have fundet ud af, hvordan jeg får plads til sådan et bord herhjemme i den to-værelses. Det kan jo klappes sammen, men plads er virkelig en mangelvare...
Og jo, jeg skal nok vise, hvad der kom ud af det....

mandag den 7. november 2011

Hits fra genbrugserne i Odsherred

Normalt skal der meget til, hvis jeg på vores ferier skal snige shoppetid ind, for er der noget, kæresten ikke gider, så er det shopping! Men i løbet af sidste uge lykkedes det at få en hel formiddag for mig selv i Nykøbing Sjælland - og de er godt nok heldige, når det gælder genbrugsbutik-muligheder! Hele fire butikker inden for det, man i gamle dage ville have kaldt spytklat-afstand. Og alle med fin og hyggelig betjening og pæne varer.
Her er, hvad jeg hapsede med. Forsøgte at begrænse mig mest muligt, så det er primært hovedpudebetræk. Dertil kommer, at jeg bevidst gik efter de ensfarvede - de skal nemlig bruges i dette projekt...

søndag den 6. november 2011

Gang i den igen

Der har været alt for stille på bloggen alt for længe, øv.
Årsagen er dog den glade, at der har været gang i den virkelige verdens trummerum - også den af den særlige ferieslags, hvor vi havde os nogle dage langt væk de mange c'ere i vores hverdag: Computere, civilisation og "(c) fodbold"...
Det betyder for vores vedkommende lækker luksus i lånt sommerhus UDEN tv og MED masser af tid til læsning, madlavning, gåture og krea foran buldrende brændeovn. Det er noget, der kan få bækken til at flyde over af glæde, skal jeg hilse at sige :-)
De kommende dage vil jeg vise lidt af resultaterne. Her i dag lige et hurtigt et for at fejre, at hverdagen snart er tilbage (hvis jeg spreder positiv hype nok om det, kan det jo være, at november-mandag morgen kl. 6 viser sig fra en overraskende positiv side, hmm....)

En færdig flagranke, selvfølgelig efter Karens opskrift. Ellers blev der flettet kaffeposer til tasker og så småt startet på endnu et kæmpe projekt - men mere om det de kommende par dage... Ihh, hvor har jeg savnet blogland - og hvor er der meget at fortælle :-)
Og så kan jeg efter en slags forsøgsoprydning konstatere, at det må være slut med nye projekter i lang-lang-lang tid fremover. Der er alt alt for meget, der skal sluttes først!

søndag den 23. oktober 2011

Firkantet i hovedet

Puha. Jeg er helt og aldeles firkantet i hovedet nu... Har været alene hjemme i dag og det har betydet, at jeg har leget med min yndlinge rulleskærer, kæmpelineal og underlag.
Tada - her kommer så resultatet:
En ordentlig stor stak af firkanter i alle mulige farver. Igen til "det store projekt", som jeg ikke kan komme nærmere, fordi det er HEMMELIGT-stemplet!
Men som I nok kan se, så er det en større omgang  - og det varer desværre længe, før jeg kan vise noget frem...
Heldigvis har jeg gang i masser af andre ting og resten af dagen skal bruges på nogle af de andre projekter. Mere om det senere - dem må jeg nemlig gerne vise frem :-)

Jeg har vundet skønne bukser

Ind ad døren kom den anden dag den fineste pakke. Det var såmænd de bukser, som jeg vandt i give away hos Julie for meget kort siden. De er så fine! Jeg er desværre ikke indehaver af et styks rask dreng, men regner i stedet med at bruge dem til julegaver - og ved, at de der vil bringe stor glæde :-)
Jeg kan kun opfordre til, at du kigger forbi Julie på hendes blog. Hun er utrolig flittig og det er flotte sager, der trylles frem.
De fine bukser med super flotte detaljer.
Nu føler jeg mig stadig ny i blogland - men jeg er dybt imponeret over, at folk bruger så meget tid på at lave ting, de "bare lige" forærer til folk, de aldrig har mødt :-)
Jeg er slet ikke i tvivl om, at bukserne biver en af de populære julegaver...

tirsdag den 18. oktober 2011

Læg lim på stofferne

Sammen med de mange fine stoffer, der kom ind ad døren den anden dag, var også denne pen: En Sewline patchwork lim-pen.
Jeg har set dem flere steder, men havde aldrig rigtig fundet ud af, hvordan det egentlig fungerede, når man skal sætte papstykker i stofferne. Så nu skulle det prøves.
Jeg havde egentlig frygtet, at det var noget fedtet stads lige som almindelig lim. Men jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at der i stedet var en slags blå "pasta" i pennen, som man så smører på pappet.
I får da lige et "actionbillede" herunder også. Det fungerer egentlig ganske fint og er en hel del hurtigere end at lege med traditionel nål og tråd, hvor man syr pappet på stoffet.

Jeg er dog spændt på, hvor mange stykker pap, der er til i en enkelt pen (der medfølger en enkelt refill til prisen af 45 kroner). Endnu har jeg lavet knap 30 styks.

Og så glæder jeg mig til at se, om det også holder lige så godt, når stykkerne skal sys sammen. Der er dog en hel del (for ikke at sige uhyggeligt mange) stykker, der skal klippes, sættes på pap og ordnes i farveorden, før jeg kommer så langt... Dertil kommer, at man jo så er afhængig af, at det samlede arbejde skal vaskes, så limen kommer ud. Også her må I afvente en opdatering senere.

lørdag den 15. oktober 2011

Nyt stof ind ad døren

Så var der post igen :-) denne gang med en masse stof, der straks er blevet klippet og skåret ud til projekter. Nåede dog lige billeder inden.
Først de to lykkepakker med store stykker, og så et eksempel på en af de tre lykkepakker med små stykker stof. Ihh, de er så fine!
To pakker med hver 15 stykker stof. Her kan man kun se halvdelen af hver - men ihhh...
Her et hurtigt view over bare én af de tre lykkepakker med små stykker stof fra Hannes netbutik. Der er virkelig noget at gå i gang med!

onsdag den 12. oktober 2011

Skønne strimler stof

Forleden kom disse to skønne pakker ind ad døren til mig. De har været længe ventet - eller, jeg har i hvert fald længe gået og planlagt, at de skulle inviteres hjem og bo.
Og hvor er det skønt endelig at kunne byde dem velkommen! Jeg har ikke prøvet den slags "bali-pops"-pakker før - men det er jo et farveorgie uden lige - og så med så skønne prints.

Jeg siger ikke, hvad de skal bruges til. Det er nemlig hemmeligt et godt stykke tid endnu. Men jeg vil gerne vise frem af de smukke Treat-strips, når jeg får dem pakket ud, og de skal klippes. De farver er den helt rigtige kur at komme hjem til, når efterårets mørke og rusken har præget arbejdsdagen, tror jeg...
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Pin It button on image hover