Sammen med
de mange fine stoffer, der kom ind ad døren den anden dag, var også denne pen: En Sewline patchwork lim-pen.
Jeg har set dem flere steder, men havde aldrig rigtig fundet ud af, hvordan det egentlig fungerede, når man skal sætte papstykker i stofferne. Så nu skulle det prøves.
Jeg havde egentlig frygtet, at det var noget fedtet stads lige som almindelig lim. Men jeg blev positivt overrasket, da jeg så, at der i stedet var en slags blå "pasta" i pennen, som man så smører på pappet.
I får da lige et "actionbillede" herunder også. Det fungerer egentlig ganske fint og er en hel del hurtigere end at lege med traditionel nål og tråd, hvor man syr pappet på stoffet.
Jeg er dog spændt på, hvor mange stykker pap, der er til i en enkelt pen (der medfølger en enkelt refill til prisen af 45 kroner). Endnu har jeg lavet knap 30 styks.
Og så glæder jeg mig til at se, om det også holder lige så godt, når stykkerne skal sys sammen. Der er dog en hel del (for ikke at sige uhyggeligt mange) stykker, der skal klippes, sættes på pap og ordnes i farveorden, før jeg kommer så langt... Dertil kommer, at man jo så er afhængig af, at det samlede arbejde skal vaskes, så limen kommer ud. Også her må I afvente en opdatering senere.